En lovændring, en lettelse og en anerkendelse af dem, der bar for meget.
Det er måske ikke nyt for nogen, men det er vigtigt at sige højt: Børn skal ikke fungere som tolke for deres forældre. De skal ikke sidde med til møder med kommunen, lægen, jobcentret eller til skole-hjem-samtaler og oversætte svære samtaler om sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed eller psykisk mistrivsel. 

Alligevel har vi i årevis set det ske. Helt almindelige børn er blevet gjort til voksne alt for tidligt. De har ikke kun oversat sprog, men også stemninger, bekymringer og autoritet. Mange har siddet til skole-hjem-samtaler og forsøgt at gengive lærernes ord om fravær, trivsel eller bekymringer uden selv helt at forstå konsekvensen. Andre har oversat lægens vurderinger om forældres helbred eller sociale samtaler med kommunen. I de øjeblikke blev de ikke bare børn. De blev bindeled, tolke, budbringere og alt for ofte dem, der tog ansvar for andres følelser. De har båret både ord og ansvar, de aldrig burde have haft. 

For få uger siden stillede jeg et åbent spørgsmål til børne- og ungeminister Mattias Tesfaye: Hvor længe kan vi blive ved med at lade børn falde ud af systemet uden handling? Det spørgsmål kom ikke ud af det blå. Det kom fra virkelige oplevelser og langvarige bekymringer. Men i dag vil jeg noget andet. Jeg vil anerkende og sige tak. 

Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget et forbud mod at bruge børn som tolke for deres forældre. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det fortjener respekt. Forbuddet sætter en streg under noget, vi som fagpersoner har vidst længe: Børn skal ikke bære det ansvar, det er at formidle mellem forældre og system, hverken sprogligt eller følelsesmæssigt. Når et barn får rollen som tolk, sker der en forskydning. Barnet bliver ikke bare oversætter, men også mellemled. Et barn med voksent ansvar. Det er en rolle, de aldrig skulle have haft. 

Et nødvendigt kursskifte

Hos Memox møder vi hver dag børn og familier i udsatte positioner. Vi ser konsekvenserne af det tomrum, der opstår, når system og borger ikke har et fælles sprog. Alt for ofte har man grebet til den løsning, der lå nærmest, nemlig barnet, og det har haft store menneskelige omkostninger. 

Men samtidig vil jeg gerne vende blikket et andet sted hen. For mange af os, der arbejder med børn og familier i dag, har selv stået i det krydsfelt. Mange af mine kolleger i Memox har været de børn. Third Culture Kids. Børn, der voksede op mellem sprog, kulturer og forventninger og som blev nødt til at navigere, oversætte og bygge bro længe før, de selv havde ordene til det. 

Og det skal siges klart: De er ikke blevet dygtige fagpersoner på trods af deres erfaringer. De er blevet det med dem. De forstår kompleksitet. De møder mennesker med blik for nuancer. De er mønsterbrydere, og det mærkes.
Det nye forbud er ikke en slutning, men et startskud. Det viser vilje til at tage ansvar og sætte klare rammer for, hvad vi som samfund vil acceptere. Det ændrer ikke alt fra den ene dag til den anden. Der er stadig brug for professionelle tolke. Der er stadig brug for sprogforståelse i mødet med familier. Der er stadig brug for systemer, der ser forskellighed som grundvilkår og ikke som undtagelse. Men forbuddet sender et signal. Det siger højt og tydeligt, at vi ikke længere vil lade børn stå i midten. 

Vi har ikke løst problemet. Men vi har anerkendt det. Og vi har anerkendt dem, der bar det ansvar. Dem, der voksede op med for meget og valgte at gøre noget godt med det. Det kræver mere end lovgivning at ændre en kultur. Men når vi lytter til dem, der har været midt i den, og når vi bygger videre på deres erfaringer med respekt og retning, så kan vi skabe noget, der rækker langt ud over en lovændring. 

Jeg vil gerne kvittere for det politiske mod og den klare stillingtagen. Tak til Mattias Tesfaye og partierne bag aftalen. Tak for at sætte børn fri for et ansvar, der aldrig burde have været deres. Og tak til alle jer, der i stilhed bar for meget og i dag bærer os andre med. 

Vi er ikke i mål. Men vi er i bevægelse. Og det gør en forskel. 

2,2 milliarder kroner. Så meget brugte vi sidste år på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der måtte blive hjemme med børn i mistrivsel, skolevægring eller skoleangst. Bag det svimlende beløb gemmer sig ikke bare en økonomisk udfordring, men tusindvis af familier i krise. Forældre, der kæmper en håbløs kamp mod et system, der burde hjælpe dem, men som alt for ofte ender med at spænde ben. 

Når et barn langsomt glider ud af skolen, starter en nedadgående spiral. Først kommer fraværet. Så følger bekymringerne, isolation og mistrivsel. Til sidst står familien alene. Uden plan, uden støtte og uden håb. Og hvorfor? Fordi systemet ikke kan finde ud af at gøre sit arbejde. 

I kraft af mit arbejde gennem flere årtier har jeg set – og ser stadig – hvordan børn bliver tabt. Tabt i systemet og tabt mellem forvaltningernes kasser og siloer. Det er barnet, der betaler prisen her og nu, men på den lange bane står vi også med en massiv samfundsøkonomisk regning, der kun vokser. 

Tabt arbejdsfortjeneste er tænkt som en midlertidig støtte, mens barnet kommer på fode igen. Men lad os være ærlige. For mange bliver hængende i ordningen i årevis, fordi hjælpen aldrig kommer. Det her handler ikke om curlingforældre. Det handler om forældre på overarbejde, der hver dag prøver at holde sammen på en hverdag, hvor barnet nægter at forlade hjemmet, og hvor skolen er blevet symbolet på nederlag. 

Ifølge Undervisningsministeriet havde over 110.000 børn sidste år et skolefravær på mere end 10 procent. 110.000 børn. Det er ikke bare tal. Det er børn, der mistrives. Familier, der kæmper. Og vi ved alle sammen, at jo længere tid et barn er væk fra skolen, jo sværere bliver det at komme tilbage. Alligevel sidder vi på hænderne. 

Og ja, jeg siger vi, men lad os nu rette blikket mod dem, der faktisk har ansvaret. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvor længe skal familier vente? Hvor mange børn skal falde helt ud af systemet, før der bliver gjort noget? 

Problemet er ikke nyt. Det har stået på i årevis, og alligevel vokser det. Hvorfor? Fordi samarbejdet mellem skole, forældre og kommune alt for ofte bryder sammen. Fordi systemet er mere optaget af procedurer end af mennesker. 

Der findes ikke en quickfix til skolevægring og mistrivsel. Men der findes en løsning, hvis vi ellers gider tage ansvar. Tidlig indsats og ordentligt samarbejde. Det kræver, at vi dropper kasse- og silotænkningen i forvaltningerne og frigiver råderum til kommunerne, så der kan iværksættes holistiske løsninger, der ser hele vejen rundt om barnet. Børn er ikke sager i et journalsystem. De er mennesker, med alt hvad det indebærer. 

Forældre, skole og kommune vil det samme. At barnet trives. Men de taler ikke samme sprog. Forældrene ser et barn i krise. Skolen ser fraværstal. Kommunen ser endnu en sag i bunken. Det er ikke godt nok. 

Hver dag uden handling forlænger barnets mistrivsel. Hver dag efterlader vi familier i frit fald. Det koster dyrt. Ikke bare penge, men brudte familier, ødelagte barndomme og forældre, der må opgive deres arbejdsliv. 

Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en løsning. Det er et plaster på et åbent sår. De 2,2 milliarder kroner er ikke hjælp. Det er prisen for politikernes passivitet. 

Når staten betaler forældrene for at blive hjemme, er det ikke, fordi man har hjulpet barnet tilbage i trivsel. Det er fordi, man ikke har formået at gribe ind i tide. Så de 2,2 mia. kr. er ikke et udtryk for en velfærdsløsning – det er udgiften for ikke at have forebygget og handlet. 

Hvis vi virkelig vil ændre noget, skal vi handle, når de første tegn viser sig. Ikke når barnet allerede er knækket. Og det kræver, at vi tager udgangspunkt i virkeligheden. Ikke i paragraffer og skemaer. 

Mattias Tesfaye, det kræver mod at indrømme, at systemet ikke virker. Men det er præcis det, der skal til. For børn i mistrivsel kan ikke vente på lange udvalgsmøder og flere rapporter. De har brug for handling. Nu. 

Hvor mange flere børn og familier skal vi se knække, før vi forstår, at problemet ikke løser sig selv? 

Det her handler ikke kun om skolegang. Det handler om at give børnene en fremtid. 

Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så bliver næste års regning endnu højere. Ikke fordi vi hjælper flere. Men fordi vi svigter dem hurtigere. 

Vi kan gøre det bedre. Og vi skal. For alt andet er direkte uansvarligt. 

..Men flere og flere børn er ikke en del af gode fællesskaber.

Vores velfærdssamfund er afhængigt af fællesskaber. Fællesskaber hvor vi forpligter hinanden til at løfte sammen – også selvom sammenholdet i fællesskabet kan blive sat på prøve. Desværre ser vi, at flere og flere børn ikke føler, at de er en del af gode fællesskaber.

Den seneste trivselsmåling viste, at flere elever fortæller, at de oplever mobning, flere føler sig ensomme, færre elever oplever, at andre elever accepterer dem, som de er og færre elever er glade for at gå i skole. Med andre ord er børns fællesskaber udfordret.

Derfor er det utrolig vigtigt, at netop fællesskaber har fået en central placering i Trivselskommissionens arbejde. Det er nemlig en del af Trivselskommissionens opdrag at komme med forslag til, hvordan der kan skabes bedre grundlag for positive fællesskaber i alle børn og unges hverdag.

Vi skal ikke spare på hjælpende hænder.

For mange børn og unge falder det let at navigere i fællesskabets mylder, men rigtig mange har også brug for en hjælpende hånd til at finde deres plads i fællesskabet. En hjælp, der i høj grad skal komme fra engagerede voksne i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet. Dér, hvor børn færdes hver eneste dag. Den voksenopgave kan hverken outsources eller spares væk.

Uanset budgetter og presset økonomi, er der ikke noget alternativ til at have nok engagerede voksne til at hjælpe børn med at blive en del af positive inkluderende fællesskaber, så de langsomt men sikkert kan blive til trygge, udviklende baser, hvorfra børn og unge selv kan tage medansvar for at vedligeholde og udbygge fællesskaberne.

Det er nemlig lige så vigtigt, at børn og unge selv bliver i stand til at opbygge og indgå i fællesskaber, som de selv har ansvaret for, men det kræver, at de lærer at begå sig i forskellige sociale sammenhænge og relationer. Det er helt afgørende, hvis vi ønsker at skabe tillidsfulde børn og unge i trivsel, at de evner og har lyst til at engagere sig i positive fællesskaber.

Trygge fællesskaber

Men det kræver også, at vi som samfund – både system og borgere – har fokus på, hvad der skal til for a skabe trygge børnefællesskaber uden mobning, der kan være en meget destruktiv kraft i børn og unges formative år.

Hvis det skal lykkedes at fremme trivslen og styrke børns fællesskaber, er det bydende nødvendigt, at vi uddelegerer både ansvar og kompetence til et uddannet og dygtigt ”frontpersonale”, der er sammen med børn og unge i hverdagen, og som kender betydningen af det trygge fællesskab. Og at de har tid og ressourcer til at arbejde aktivt med forebyggelse og tidlige indsatser.

Drop detailstyring

Mange af de dygtige folk, der arbejder med børn og unge, har oplevet mere end rigeligt af detailstyring og centrale handleplansmål. Det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats, der skal være båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati.

Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav; hvis det blev erstattet af fleksibel rammestyring, tværfaglighed og tværgående koordinering; og hvis de fik mere tid og flere fagligt dygtige kollegaer til arbejdet med børnenes trivsel. Så ville det skabe et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.

Af Rasmus Kjeldahl, Johanne Schmidt Nielsen, Signe Færch, Kasper Riedl og Henrik Appel. 

Debatindlægget er bragt hos Kristlig Dagblad.