En lovændring, en lettelse og en anerkendelse af dem, der bar for meget.
Det er måske ikke nyt for nogen, men det er vigtigt at sige højt: Børn skal ikke fungere som tolke for deres forældre. De skal ikke sidde med til møder med kommunen, lægen, jobcentret eller til skole-hjem-samtaler og oversætte svære samtaler om sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed eller psykisk mistrivsel. 

Alligevel har vi i årevis set det ske. Helt almindelige børn er blevet gjort til voksne alt for tidligt. De har ikke kun oversat sprog, men også stemninger, bekymringer og autoritet. Mange har siddet til skole-hjem-samtaler og forsøgt at gengive lærernes ord om fravær, trivsel eller bekymringer uden selv helt at forstå konsekvensen. Andre har oversat lægens vurderinger om forældres helbred eller sociale samtaler med kommunen. I de øjeblikke blev de ikke bare børn. De blev bindeled, tolke, budbringere og alt for ofte dem, der tog ansvar for andres følelser. De har båret både ord og ansvar, de aldrig burde have haft. 

For få uger siden stillede jeg et åbent spørgsmål til børne- og ungeminister Mattias Tesfaye: Hvor længe kan vi blive ved med at lade børn falde ud af systemet uden handling? Det spørgsmål kom ikke ud af det blå. Det kom fra virkelige oplevelser og langvarige bekymringer. Men i dag vil jeg noget andet. Jeg vil anerkende og sige tak. 

Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget et forbud mod at bruge børn som tolke for deres forældre. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det fortjener respekt. Forbuddet sætter en streg under noget, vi som fagpersoner har vidst længe: Børn skal ikke bære det ansvar, det er at formidle mellem forældre og system, hverken sprogligt eller følelsesmæssigt. Når et barn får rollen som tolk, sker der en forskydning. Barnet bliver ikke bare oversætter, men også mellemled. Et barn med voksent ansvar. Det er en rolle, de aldrig skulle have haft. 

Et nødvendigt kursskifte

Hos Memox møder vi hver dag børn og familier i udsatte positioner. Vi ser konsekvenserne af det tomrum, der opstår, når system og borger ikke har et fælles sprog. Alt for ofte har man grebet til den løsning, der lå nærmest, nemlig barnet, og det har haft store menneskelige omkostninger. 

Men samtidig vil jeg gerne vende blikket et andet sted hen. For mange af os, der arbejder med børn og familier i dag, har selv stået i det krydsfelt. Mange af mine kolleger i Memox har været de børn. Third Culture Kids. Børn, der voksede op mellem sprog, kulturer og forventninger og som blev nødt til at navigere, oversætte og bygge bro længe før, de selv havde ordene til det. 

Og det skal siges klart: De er ikke blevet dygtige fagpersoner på trods af deres erfaringer. De er blevet det med dem. De forstår kompleksitet. De møder mennesker med blik for nuancer. De er mønsterbrydere, og det mærkes.
Det nye forbud er ikke en slutning, men et startskud. Det viser vilje til at tage ansvar og sætte klare rammer for, hvad vi som samfund vil acceptere. Det ændrer ikke alt fra den ene dag til den anden. Der er stadig brug for professionelle tolke. Der er stadig brug for sprogforståelse i mødet med familier. Der er stadig brug for systemer, der ser forskellighed som grundvilkår og ikke som undtagelse. Men forbuddet sender et signal. Det siger højt og tydeligt, at vi ikke længere vil lade børn stå i midten. 

Vi har ikke løst problemet. Men vi har anerkendt det. Og vi har anerkendt dem, der bar det ansvar. Dem, der voksede op med for meget og valgte at gøre noget godt med det. Det kræver mere end lovgivning at ændre en kultur. Men når vi lytter til dem, der har været midt i den, og når vi bygger videre på deres erfaringer med respekt og retning, så kan vi skabe noget, der rækker langt ud over en lovændring. 

Jeg vil gerne kvittere for det politiske mod og den klare stillingtagen. Tak til Mattias Tesfaye og partierne bag aftalen. Tak for at sætte børn fri for et ansvar, der aldrig burde have været deres. Og tak til alle jer, der i stilhed bar for meget og i dag bærer os andre med. 

Vi er ikke i mål. Men vi er i bevægelse. Og det gør en forskel. 

2,2 milliarder kroner. Så meget brugte vi sidste år på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der måtte blive hjemme med børn i mistrivsel, skolevægring eller skoleangst. Bag det svimlende beløb gemmer sig ikke bare en økonomisk udfordring, men tusindvis af familier i krise. Forældre, der kæmper en håbløs kamp mod et system, der burde hjælpe dem, men som alt for ofte ender med at spænde ben. 

Når et barn langsomt glider ud af skolen, starter en nedadgående spiral. Først kommer fraværet. Så følger bekymringerne, isolation og mistrivsel. Til sidst står familien alene. Uden plan, uden støtte og uden håb. Og hvorfor? Fordi systemet ikke kan finde ud af at gøre sit arbejde. 

I kraft af mit arbejde gennem flere årtier har jeg set – og ser stadig – hvordan børn bliver tabt. Tabt i systemet og tabt mellem forvaltningernes kasser og siloer. Det er barnet, der betaler prisen her og nu, men på den lange bane står vi også med en massiv samfundsøkonomisk regning, der kun vokser. 

Tabt arbejdsfortjeneste er tænkt som en midlertidig støtte, mens barnet kommer på fode igen. Men lad os være ærlige. For mange bliver hængende i ordningen i årevis, fordi hjælpen aldrig kommer. Det her handler ikke om curlingforældre. Det handler om forældre på overarbejde, der hver dag prøver at holde sammen på en hverdag, hvor barnet nægter at forlade hjemmet, og hvor skolen er blevet symbolet på nederlag. 

Ifølge Undervisningsministeriet havde over 110.000 børn sidste år et skolefravær på mere end 10 procent. 110.000 børn. Det er ikke bare tal. Det er børn, der mistrives. Familier, der kæmper. Og vi ved alle sammen, at jo længere tid et barn er væk fra skolen, jo sværere bliver det at komme tilbage. Alligevel sidder vi på hænderne. 

Og ja, jeg siger vi, men lad os nu rette blikket mod dem, der faktisk har ansvaret. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvor længe skal familier vente? Hvor mange børn skal falde helt ud af systemet, før der bliver gjort noget? 

Problemet er ikke nyt. Det har stået på i årevis, og alligevel vokser det. Hvorfor? Fordi samarbejdet mellem skole, forældre og kommune alt for ofte bryder sammen. Fordi systemet er mere optaget af procedurer end af mennesker. 

Der findes ikke en quickfix til skolevægring og mistrivsel. Men der findes en løsning, hvis vi ellers gider tage ansvar. Tidlig indsats og ordentligt samarbejde. Det kræver, at vi dropper kasse- og silotænkningen i forvaltningerne og frigiver råderum til kommunerne, så der kan iværksættes holistiske løsninger, der ser hele vejen rundt om barnet. Børn er ikke sager i et journalsystem. De er mennesker, med alt hvad det indebærer. 

Forældre, skole og kommune vil det samme. At barnet trives. Men de taler ikke samme sprog. Forældrene ser et barn i krise. Skolen ser fraværstal. Kommunen ser endnu en sag i bunken. Det er ikke godt nok. 

Hver dag uden handling forlænger barnets mistrivsel. Hver dag efterlader vi familier i frit fald. Det koster dyrt. Ikke bare penge, men brudte familier, ødelagte barndomme og forældre, der må opgive deres arbejdsliv. 

Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en løsning. Det er et plaster på et åbent sår. De 2,2 milliarder kroner er ikke hjælp. Det er prisen for politikernes passivitet. 

Når staten betaler forældrene for at blive hjemme, er det ikke, fordi man har hjulpet barnet tilbage i trivsel. Det er fordi, man ikke har formået at gribe ind i tide. Så de 2,2 mia. kr. er ikke et udtryk for en velfærdsløsning – det er udgiften for ikke at have forebygget og handlet. 

Hvis vi virkelig vil ændre noget, skal vi handle, når de første tegn viser sig. Ikke når barnet allerede er knækket. Og det kræver, at vi tager udgangspunkt i virkeligheden. Ikke i paragraffer og skemaer. 

Mattias Tesfaye, det kræver mod at indrømme, at systemet ikke virker. Men det er præcis det, der skal til. For børn i mistrivsel kan ikke vente på lange udvalgsmøder og flere rapporter. De har brug for handling. Nu. 

Hvor mange flere børn og familier skal vi se knække, før vi forstår, at problemet ikke løser sig selv? 

Det her handler ikke kun om skolegang. Det handler om at give børnene en fremtid. 

Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så bliver næste års regning endnu højere. Ikke fordi vi hjælper flere. Men fordi vi svigter dem hurtigere. 

Vi kan gøre det bedre. Og vi skal. For alt andet er direkte uansvarligt. 

..Men flere og flere børn er ikke en del af gode fællesskaber.

Vores velfærdssamfund er afhængigt af fællesskaber. Fællesskaber hvor vi forpligter hinanden til at løfte sammen – også selvom sammenholdet i fællesskabet kan blive sat på prøve. Desværre ser vi, at flere og flere børn ikke føler, at de er en del af gode fællesskaber.

Den seneste trivselsmåling viste, at flere elever fortæller, at de oplever mobning, flere føler sig ensomme, færre elever oplever, at andre elever accepterer dem, som de er og færre elever er glade for at gå i skole. Med andre ord er børns fællesskaber udfordret.

Derfor er det utrolig vigtigt, at netop fællesskaber har fået en central placering i Trivselskommissionens arbejde. Det er nemlig en del af Trivselskommissionens opdrag at komme med forslag til, hvordan der kan skabes bedre grundlag for positive fællesskaber i alle børn og unges hverdag.

Vi skal ikke spare på hjælpende hænder.

For mange børn og unge falder det let at navigere i fællesskabets mylder, men rigtig mange har også brug for en hjælpende hånd til at finde deres plads i fællesskabet. En hjælp, der i høj grad skal komme fra engagerede voksne i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet. Dér, hvor børn færdes hver eneste dag. Den voksenopgave kan hverken outsources eller spares væk.

Uanset budgetter og presset økonomi, er der ikke noget alternativ til at have nok engagerede voksne til at hjælpe børn med at blive en del af positive inkluderende fællesskaber, så de langsomt men sikkert kan blive til trygge, udviklende baser, hvorfra børn og unge selv kan tage medansvar for at vedligeholde og udbygge fællesskaberne.

Det er nemlig lige så vigtigt, at børn og unge selv bliver i stand til at opbygge og indgå i fællesskaber, som de selv har ansvaret for, men det kræver, at de lærer at begå sig i forskellige sociale sammenhænge og relationer. Det er helt afgørende, hvis vi ønsker at skabe tillidsfulde børn og unge i trivsel, at de evner og har lyst til at engagere sig i positive fællesskaber.

Trygge fællesskaber

Men det kræver også, at vi som samfund – både system og borgere – har fokus på, hvad der skal til for a skabe trygge børnefællesskaber uden mobning, der kan være en meget destruktiv kraft i børn og unges formative år.

Hvis det skal lykkedes at fremme trivslen og styrke børns fællesskaber, er det bydende nødvendigt, at vi uddelegerer både ansvar og kompetence til et uddannet og dygtigt ”frontpersonale”, der er sammen med børn og unge i hverdagen, og som kender betydningen af det trygge fællesskab. Og at de har tid og ressourcer til at arbejde aktivt med forebyggelse og tidlige indsatser.

Drop detailstyring

Mange af de dygtige folk, der arbejder med børn og unge, har oplevet mere end rigeligt af detailstyring og centrale handleplansmål. Det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats, der skal være båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati.

Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav; hvis det blev erstattet af fleksibel rammestyring, tværfaglighed og tværgående koordinering; og hvis de fik mere tid og flere fagligt dygtige kollegaer til arbejdet med børnenes trivsel. Så ville det skabe et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.

Af Rasmus Kjeldahl, Johanne Schmidt Nielsen, Signe Færch, Kasper Riedl og Henrik Appel. 

Debatindlægget er bragt hos Kristlig Dagblad. 

Amager-virksomheden Memox fylder 10 år. En idé om multietnisk familiebehandling er blevet til en blomstrende socialfaglig virksomhed med vokseværk både i Danmark og udlandet.

For 10 år siden fik Amelevi Hounou Rathleff idéen til en virksomhed, der skulle samarbejde med landets kommuner om at tilbyde familiebehandling og anden støtte på familiernes modersmål – og med forståelse for familiernes kulturelle baggrund.

Fra sin egen opvækst i det sociale boligområde Urbanplanen på Amager havde Amelevi Hounou Rathleff nemlig selv oplevet, hvordan det etablerede kommunale system ikke altid formåede at tilvejebringe den nødvendige støtte til udsatte familier med anden etnisk baggrund.

Den idé blev fra første færd taget godt imod af både familier og kommuner. I løbet af de første 10 år er Memox vokset til en landsdækkende virksomhed med knap 100 fastansatte medarbejdere, næsten 200 tilknyttede familiekonsulenter, seks kontorer over hele landet og en afdeling i Norge. De socialfaglige eksperter i Memox tilbyder familiebehandling på 80 forskellige sprog og dialekter, herunder også dansk.

Memox har løbende over 300 aktive socialfaglige indsatser i cirka halvdelen af landets kommuner, og er dermed en af landets førende udbydere af familiebehandling. Indsatserne omhandler fx familiers og børns generelle trivsel, udfordringer i skolen, svigtende forældreevne, misbrug og endda vold.

”Vi oplever stor interesse fra kommunerne og arbejder målrettet på at ruste virksomheden til fortsat vækst. Det betyder skarpt fokus på kvalitetssikring, governance, dokumentation og uddannelse af vores dygtige og dedikerede medarbejdere, så vi kan levere socialfaglige indsatser af høj kvalitet hver eneste gang”, siger Henrik Appel, adm. direktør i Memox.

Grundlæggeren Amélevi Hounou Rathleff, der selv er uddannet socialpædagog, er fortsat aktiv i virksomheden som bestyrelsesformand og udviklingschef:

”Jeg er vanvittig stolt over, at det er lykkedes at trænge så godt igennem med vores helt særlige syn på familiebehandling, hvor vi møder familierne positivt og konstruktivt på deres eget sprog, og hvor vi tror på, at alle mennesker med den rette støtte kan skabe positive forandringer for sig selv og sine børn”, siger Amélevi Hounou Rathleff.

Jubilæet markeres med en jubilæumsreception fredag den 9. juni kl. 14.00, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og næstformand i Københavns borgerrepræsentation Lars Weiss vil være blandt gæsterne.

Yderligere informationer

Presse- & kommunikationschef Michael Trinskjær, tel. 53 79 34 17,  [email protected]

Jes Dige været på en 30 år lang rejse først i Kræftens Bekæmpelse og siden 2017 i foreningen Skyggebørn, hvor han i samtalegrupper har støttet over 3000 sorgramte børn og hjulpet dem med at tale om tabet af en forælder, en bror, søster eller anden nær familie.

I dag har Jes Dige været på en anden slags rejse, fra sit elskede Vendsyssel til Memox på Amager, hvor han er med på Memox’ interne uddannelsesdag for at dele ud af sin særlig tilgang til børns sorg.

Jes Dige lægger ikke skjul på, at storbyen slet ikke er hans rette element. Han er nordjyde ind til benet, og for ham er det en befrielse at kunne nyde den ro, der er under de vante himmelstrøg i Blokhus, hvor han bor. Og selv udstråler Jes Dige også en ro, som ikke kan undgå at forplante sig til dem, han taler med.

Døden er ikke for børn – eller er den?

I vores kultur er sorg og død belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn. Jes Dige er en stærk fortaler for, at vi gør op med tabuerne og giver mere plads til døden og til at tale om sorg – også med de små børn.

”Vi har en forestilling om, at døden ikke er for børn. At vi skal beskytte børn mod døden. Men det er min erfaring, at børn godt kan tale om og forholde sig til døden. Selv en 4-årig kan tale om at være ængstelig for at miste mor eller far. Hvor der er vilje, er der også en vej,” understreger Jes Dige og fortæller om Liam på 4 år, som har en kræftsyg og døende far.

”Liam har udviklet sit eget sprog om sin far og fortæller, at hans far er oppe at kæmpe med kræftsoldaterne, og at han lige nu er stærkere end soldaterne. Liam vil meget gerne mødes med mig og snakke om far. Ellers er der ingen, der spørger ham: Kan du klare det her? Men Liam har jo ikke et valg. Døden er et livsvilkår, som han må reagere på. Og hvis vi ikke snakker med Liam og andre børn i hans situation, hvad lærer de så af det?” spørger Jes Dige.

Det er tavsheden, der gør ondt

Det er svært at se børn lide. Vi vil helst minimere lidelsen mest muligt og så tier vi, fordi vi ikke vil gøre børnene kede af det. Men ifølge Jes Dige, så har tavsheden den modsatte effekt – nemlig at børnene bliver isolerede og ensomme. Det er smertefuldt at stå alene. Det er altså tavsheden, der gør ondt – ikke at vi taler om de svære udfordringer og den frygt, som barnet står med, når det værst tænkelige sker og mor eller far dør eller bliver alvorligt syge.

”Jeg lytter til, hvad barnet har brug for. Jeg tager barnet alvorligt. Børnene er klogere end os. De er eksperterne,” understreger Jes Dige, der hjælper det enkelte barn med at sætte ord på sin egen fortælling. Det gør han bl.a.  vej ved at stille dét, han kalder de uærbødige spørgsmål.

”Det er de nysgerrige spørgsmål, vi ellers afholder os fra at stille. Spørgsmål, som overskrider konventionerne og forhindrer os i at sige det højt, vi tænker. Det er de spørgsmål, som kan være en hjælp ud af tavsheden, ” forklarer Jes Dige

Vi lever med sorgen resten af livet

I vores kultur har vi en kollektiv opfattelse, som handler om, at sorg er noget, der går over. At tiden læger alle sår.  Det er en opfattelse, som Jes Dige ikke deler.

”Sorgen er noget, vi lever med resten af livet, og for et barn bliver sorgen gradvist tungere at bære, hvis den ikke er blevet forløst. Og så kæmper barnet måske med følelsen af, at det er ham eller hende, der er noget galt med. Det frisættende ligger i at snakke med andre om sorgen.”

Og hvor længe er det så, vi kan blive i sorgforløbet med barnet?, lyder et spørgsmål fra salen.

”Det er måske en time til halvanden, og når vi så på et senere tidspunkt fortsætter samtalen, så kan vi spørge til, hvordan det er gået siden sidst. Hvad tænker du om det, vi talte om? Mit budskab er : Giv tid! Det er børnene, der definerer, hvornår de har brug for at komme videre. Vi skal ikke gøre noget færdigt for dem. Vi skal lade dem udvikle sig i deres egen takt.”

Med hjælp fra Bayan har Azade fundet sin indre styrke frem i lyset. Det betyder, at hun nu tør drømme om en fremtid og formår at være den mor for sine to døtre, som hun altid har ønsket sig at være. Vi har sat Azade stævne for at høre mere om den forandring, hun har skabt for sit liv.

Azade er vokset op i iransk Kurdistan i en familie, hvor psykisk og fysisk vold var en del af hverdagen. Hendes far var stofmisbruger, og som kvinde i en traditionel kurdisk familie var Azade underlagt sin far, sine brødre og hele familiens stramme regler.

Hun giftede sig allerede som 18-årig for at komme væk fra barndomshjemmet uden at vide, at angsten og volden for en tid ville fortsætte også i ægteskabet.

Angsten følger med

Da Azade kom til Danmark i 2016 som flygtning fra Iran sammen med sin mand og to døtre, var hun glad for den frihed, hun fik til at vælge, om hun ville gå med tørklæde eller ej. Hun valgte at lægge tørklædet på hylden. Men den angst, stress og depression, der havde været hendes følgesvend i mange år, kunne hun ikke bare lægge bag sig.

Tværtimod fik hun det mentalt dårligere og dårligere, som årene gik i hendes nye liv i en forstad til København

”Jeg var inde i en meget mørk periode. Jeg var meget isoleret, så ikke andre mennesker, var søvnløs og græd hele natten. Jeg havde ingen tro på mig selv. Jeg følte mig magtesløs og uduelig. Jeg sad formålsløst og kiggede ind i lejlighedens vægge. Jeg var så udmattet fysisk og psykisk, at kommunen til sidst besluttede, at jeg havde brug for hjælp.”

Sådan beskriver Azade sin situation, som den så ud, da hun fik Bayan som familiekonsulent. Bayan har ligesom Azade kurdiske rødder og taler hendes modersmål Sorani, som er en af de største kurdiske dialekter.

Nyt mod på livet

Bayan er politisk flygtning fra Irak og har uddannet sig til familiebehandler og familieterapeut i Danmark. Hun har været tilknyttet Memox i over ti år og er én af de mest garvede af Memox’ omkring 200 familiekonsulenter.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer, de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Det kan Azade nikke genkendende til

”Fra det allerførste møde følte jeg, at Bayan så mig og forstod min situation. Hun talte med mig om mit liv og fremhævede min indre styrker. Hun sagde til mig: ”Du kan. Du er stærk. Du kan ændre dit liv.” Hun gav mig nyt mod på livet,” fortæller Azade

Bayan opfordrede Azade til at bryde ud af lejlighedens isolation og få gang i kroppen.

Azade begynder at gå til fitness tre-fire gange om ugen, og de dage hun ikke kommer afsted i fitnesscentret, tager hun sig en rask gåtur. Hun kan mærke, at det er godt for hende.

”Den fysiske aktivitet giver mig energi, optimisme og glæde,” fortæller Azade, som også oplever, at den hårde knude af angst og stress langsomt er ved at løsne sig.

Overskud til familien

Hun er særligt glad for, at den forandring, som Bayan har motiveret hende til at skabe for sig selv, har givet hende mere overskud i hverdagen til døtrene. I dag hjælper hun sin yngste datter med lektier, de læser bøger sammen og tager i svømmehallen. Og hver fredag disker Azade nu op med fredagslik og film med begge døtre i sofaen.

”For nylig havde jeg også overskud til at byde min store datters danske veninder på en hjemmelavet kurdisk middag. Det var noget, min datter aldrig ville have drømt om at bede mig om tidligere,” fortæller Azade og fortsætter:

”Jeg vil opdrage mine døtre til det danske samfund. Jeg vil have, at de skal være frie, tro på sig selv og leve deres liv uden angst og vold. Min ældste datter gav mig den bedste kompliment forleden dag, da hun sagde: ”Mor du er er open-minded. Jeg føler jeg kan snakke med dig om alt.”

Drømmer om et kørekort

Også forholdet til Azades mand har forandret sig positivt, i takt med at hendes selvtillid, energi og livslyst er vokset. Samtidig er hun med Bayans hjælp blevet klogere på sine rettigheder og pligter som kvinde i det danske samfund. Det har næret en gammel drøm om en dag at tage kørekort og uddanne sig til buschauffør.

”Nu tør jeg stå op for mig selv og sige min mening over for min mand. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker at blive en selvstændig kvinde, som er økonomisk uafhængig af sin mand. Det har jeg fortalt ham, og han anerkender faktisk min styrke og motiverer mig. Han siger for sjov, at hvis jeg havde mere tid sammen med Bayan, så ville jeg ende med at blive flypilot,” siger Azade med et stort smil.

Af hensyn til ønsket om anonymitet er Azade et opdigtet navn

I Memox er vi glade og stolte over den store forandring, som Azade med seje Bayans støtte har formået at skabe for sig selv og sin familie. Et stort skulderklap til dem begge!

Voldsomme skænderier og derefter ugevis af larmende tavshed var i mange år hverdagskost hjemme i parcelhuset hos Mala og Rajeev. Og i midten stod deres syvårige søn Ahsan. Takket være et terapiforløb med Azadeh, som er familiekonsulent i Memox, har ægteparret i dag fået redskaber til at håndtere de konflikter, som tidligere førte til totalt sammenbrud i kommunikationen.

 Mala og Rajeev, som begge kommer fra Indien, har kæmpet med kommunikationsproblemer i lige fra starten af deres 7 år lange ægteskab. Og sidste år kulminerede deres konflikter i et voldsomt skænderi, der endte voldeligt.

Mala kom slemt til skade og var i så elendig en forfatning, at hun ikke kunne se anden udvej end at tilkalde politiet.

”De ville sende mig på krisecenter, men jeg var ikke klar til at bryde vores familie op, så jeg bad dem give mig et andet valg. De foreslog, at jeg kunne prøve at tale med kommunen om hjælp,” fortæller Mala med tårer i øjnene. ”Det gør ondt,” siger hun, ”at huske tilbage på den svære tid.”

Ahsan overværede ikke den voldelige episode, men følgerne af den havde sat sit tydelige aftryk i Malas ansigt, og det kunne sønnen ikke undgå at bemærke. Han fortalte om det i børnehaven, som straks lavede en underretning til kommunen

Tro og håb i en svær tid

Mala og Rajeev blev indkaldt til møde i kommunens børne- og ungeafdeling. Efter et par samtaler nåede sagsbehandleren frem til, at Mala og Rajeev var omsorgsfulde forældre, men de havde hårdt brug for hjælp til at håndtere deres konflikter og uenigheder.

Derfor blev Memox bedt om at sætte gang i et forløb med familiebehandling med fokus på at forbedre ægteparrets kommunikation.  Aazadeh blev valgt til opgaven. Hun er uddannet familiebehandler og psykoterapeut.

”Da jeg mødte Azadeh første gang, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde det ikke godt med situationen. Men Azadeh gav ikke op. Hun blev ved med at insistere på, at vi sammen kunne løse problemerne. ”Jeg tror på jer,” sagde hun, og det gav en masse positivt håb for fremtiden,” siger Mala.

Tavshed bag lukkede døre

Før Azadeh kom ind i billedet, plejede uenigheder mellem ægteparret hurtigt at udvikle sig til overophedede skænderier.

”For at undgå konflikterne stoppede vi til sidst med at tale sammen. Det var den eneste løsning vi kendte til. Og tavsheden imellem os kunne vare dage, uger og måneder. Når vi kom hjem fra arbejde, sad vi i hvert vores værelse bag lukkede døre, vi spiste ikke sammen og vores søn måtte løbe mellem os,” beretter Mala.

Da det store skænderi opstod sidste år, havde ægteparret ikke rigtig talt sammen i fire-fem måneder. Og det er en blindgyde, som de begge er meget opsatte på aldrig nogensinde at ende i igen.

Derfor er de glade for de værktøjer og gode tip til at håndtere kommunikationen, som de har fået af Azadeh. Hun lærte dem fx at bruge time-out overfor hinanden på en mere hensigtsmæssig måde end den iskolde tavshed, som før skabte en dyb kløft i forholdet.

Når en af dem i dag i en samtale siger ”EK”, som på hindi betyder stop, så er det et tegn til den anden om, at nu er der brug for en pause, fordi følelserne er ved at komme ud af balance og er på vej op i det røde felt. Pausen giver overskud til, at de hver især kan sunde sig og få ro på nervesystemet.

Dén, der først har sagt EK, er også dén, der genoptager samtalen, når hun eller han er klar. Det er et værktøj, der i hverdagen hjælper Rajeev og Mala med at bevare en god tone med respekt for hinanden, fortæller de.

Uden fordomme

”Azadeh var virkelig god til at lytte til os og se vores problemer fra begge sider. I starten var jeg bange for, at hun ikke ville interessere sig for, hvad jeg følte, fordi hun måske som udgangspunkt ville synes, at alle fejl hvilede på mig som mand fra en patriarkalsk kultur. Men jeg oplevede, at hun mødte mig uden fordomme og med forståelse for mit perspektiv,” siger Rajeev og fortsætter:

”Hun gjorde mig bl.a. opmærksom på, at jeg i min kommunikation med Mala tit kunne sige: ”Du skal gøre sådan og sådan,” men uden at forklare hvorfor. Nu er jeg bevidst om, at jeg skal begrunde over for Mala, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Og Mala har lært, at hun skal fortælle mig de små ting fra min side, der går hende på.”

”Ja,” nikker Mala.

”I dag lader jeg ikke tingene hobe sig op indeni, så det hele til sidst eksploderer. Hvis Rajeev siger noget, som sårer mig, så lader jeg det ikke brænde indeni. Så finder jeg et tidspunkt, hvor jeg kan tale med ham om det stille og roligt. Det har hjulpet meget.”

Respekt er vejen frem

Rajeev og Mala kan stadigvæk blive uenige, men ikke om hvad det er for et ægteskab, de drømmer om. Det står klart, efter de sammen med Azadeh har arbejdet med at sætte ord på de værdier, de gerne vil have skal kendetegne deres samliv, fortæller Mala, mens hun ruller et stort papstykke ud.

Respekt står midt på pappet og lyser med store røde bogstaver omgivet af ord som udvikling, støtte og omsorg, kærlighed, kvalitetstid med familien, samarbejde, ro, fleksibilitet, feedback og positivitet.

”Det er de mål, vi skal holde os for øje og arbejde henimod. De her ord skal tilsammen være grundstenen i vores familie,” fastslår Mala.

Tilbage til omsorgen

Azadeh har ikke kun haft fokus på at guide Rajeev og Mala til at omgås hinanden med større lydhørhed. Hun har også opfordret dem til at se på deres ægteskab som noget, der konstant skal passes og plejes. Det kræver en aktiv og bevidst indsats fra begge.

Mellem hver session gav hun dem derfor til opgave helt konkret at gøre tre ting for hinanden, som de vidste, at den anden ville kunne lide.

”Og selvom vi havde uenigheder, stoppede Rajeev ikke med at gøre de her rare ting. Det nærede mit håb om forandring. Så terapien med Azadeh har virkelig hjulpet os med at finde tilbage til omsorgen og kærligheden for hinanden,” siger Mala med et lille smil.

I dag står Rajeev og Mala stærkere end nogensinde som familie. Og det er også kommet Ahsan til gode, fortæller Rajeev.

”Vi har altid prøvet at holde vores søn fri af konflikterne, men han har ikke undgået at kunne mærke spændingerne imellem os. Men efter terapien med Azadeh, så tror jeg helt klart, han mærker, at vi nu på en anden måde står sammen som forældre og partnere.  Azadehs arbejde har hjulpet os så meget.”

Af hensyn til ønske om anonymitet er Rajeev, Mala og Ahsan opdigtede navne.