”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.” Sådan nogenlunde faldt ordene fra en mor med rødder i Mellemøsten.

Pakeeza, som er familiekonsulent i Memox, blev meget glad da hun hørte moren sige de ord.

“For hold nu op, hvor den mor havde rykket sig!” siger Pakeeza.  Hun har ad flere omgange arbejdet med forældrene, senest med tæt sparring fra socialfaglig koordinator Nadia.

Da Memox kom ind i familien, var samarbejdet mellem familien og dens sagsbehandler gået i hårknude. Kommunen overvejede alvorligt at anbringe familiens børn. De hverken trivedes eller udviklede sig alderssvarende.

”Forældrene havde siddet til flere møder med kommunen og nikket og sagt ja. Og så var de gået hjem og havde gjort det modsatte. De havde ikke forstået, hvad der blev forventet af dem. De oplevede, at sagsbehandleren stillede krav, som de overhovedet ikke kunne honorere. Mens sagsbehandleren på sin side fik den opfattelse, at forældrene ikke var villige til at gøre en indsats for at forbedre sig som forældre,” forklarer Nadia.

Vi taler samme sprog

Først da Pakeeza kommer på banen som familiekonsulent, begynder forældrene så småt at forstå, hvad  kommunen ville have dem til at gøre. Pakeeza blev matchet på opgaven ud fra både sine kompetencer og sin sproglige og kulturelle baggrund. Fra første dag møder hun derfor familiens på deres modersmål og med en forståelse for den kultur, de er rundet af.

”De kan spejle sig i den fagperson, der kommer ind ad døren; vi har samme baggrund og taler samme sprog. På den måde bliver jeg en rollemodel, som de kan nære umiddelbar tillid til. Det betyder, at de er mere trygge og åbne og dermed lydhøre over for den vejledning, jeg giver,” vurderer Pakeeza, og Nadia tilføjer:

”Man kan sige, at Pakeeza går ind og griber de her forældre. De følte, at de havde fået påtvunget en handleplan, som de ikke forstod. Derfor havde de svært ved at samarbejde om den. Nu gav de udtryk for, at de følte sig set og hørt. Og det gjorde jo en kæmpe forskel.”

Børnene er i centrum for familiebehandlingen

Pakeeza møder familien på deres præmisser. Samtidig gør hun det klart, at der fra kommunens side er en alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling. Og at det er dén bekymring, de sammen skal arbejde med.

”Så hvem er det, vi gør det her for? Det er børnene, der er i centrum. Ikke forældrene. Men det er igennem forældrene, vi skal opnå fremskridt og forbedringer for børnene. Derfor gjorde jeg rigtig meget ud af at få talt målene i handleplanen grundigt igennem med dem. Og jeg visualiserede også målene for at gøre det helt tydeligt, hvad det var, vi skulle arbejde med,” forklarer Pakeeza.

Både hun og Nadia oplevede, at forældrenes skepsis gradvist blev afløst af en vilje til samarbejde.

”Da først de forstod, at både Memox og kommunen var dér for at sørge for, at deres børn fik de bedst mulige vilkår – og at det ikke handlede om, at de skulle tilfredsstille sagsbehandleren – så gav det et ordentlig skub i den rigtige retning i forhold til deres fokus og tankegang,” fortæller Nadia.

For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur.

Pakeeza, familiekonsulent

Hjælp til en balanceret børneopdragelse

Hvad vil det sige at opdrage børn i det danske samfund? Og hvor adskiller det sig fra hjemlandets måde at opdrage børn på?  Det var spørgsmål, Pakeeza tog fat på i dialogen med forældrene.

Hvilke forventninger er der til forældre i Danmark? Hvad vil det sige at være barn i en dansk kontekst? Og hvordan kan man vende det til en fordel for børn at have rødder i flere kulturer og få flere sprog med sig i bagagen? Det var alt sammen nogle af de spørgsmål, hun hjalp forældrene til at forstå bedre.

”For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur. Så derfor er mit fokus at hjælpe dem til at finde en balance, hvor det er muligt at leve med to kulturer og to sprog.  Og også se det som en fordel. Det gælder om at støtte dem til at tage det bedste fra både den danske og hjemlandets kultur og blande det,” siger Pakeeza.

”Og så er det jo fedt, at forældre bliver mødt af en person, som forstår, hvor de kommer fra. En person, som samtidig er et eksempel på, at man som pige kan få et selvstændigt liv i det danske samfund med uddannelse og arbejde og samtidig bevare sin kultur, religion og sprog. Det giver håb for familien!” slutter Nadia.

”Jeg har lært at give mine børn nærvær og tale med dem, bruge tid med dem og skabe struktur i hverdagen.” Sådan lyder det fra en mor til tre, som med støtte fra familiebehandler Arjman er blevet mere sikker i sin forældrerolle.

Det var alvorlige bekymringer for børnenes trivsel og udvikling, der havde ført til, at kommunen i en længere periode havde givet omfattende hjælp til familien. Det gik fremad men langsommere end håbet, og kommunens sagsbehandler tvivlede på, om moren kunne udvikle sin forældreevne og varetage rollen som forældre over for sine tre børn

På et tidspunkt blev Memox bragt ind i indsatsen, og efter at have været i familien i kun lidt over et år, har moren lært i praksis at omsætte den vejledning, hun har fået. Det ekstra skub fra Memox betød, at kommunens sagsbehandler ikke længere var bekymret for børnene, og på et møde med moren, skolen og familiekonsulenten blev det besluttet at lukke indsatsen helt.

Det er mit indtryk, at hun altid har været en kærlig mor, men at hun slet ikke stolede på sine egne ressourcer.

Arjman, familiebehandler

Familiebehandler bygger bro

”Da jeg mødte moren for lidt over et år siden, var hun meget nervøs og usikker på sig selv. Det er mit indtryk, at hun altid har været en kærlig mor. Men hun stolede slet ikke på sine egne ressourcer. Der var meget lidt fysisk nærvær og samspil mellem hende og børnene. Men jeg var aldrig i tvivl om, at hun havde viljen til at udvikle sig,” fortæller Arjman.

Hun kommer fra den samme kulturbaggrund som moren. I familiebehandlingsforløbet har hun derfor  fungeret som brobygger mellem familien og forvaltningen. Med sit indblik i begge kulturer har hun været med til at nedbryde gensidige fordomme og misforståelser.

Det gode samarbejde rykker

”Uden det gode samarbejde med sagsbehandler og de øvrige fagfolk i kommunen, ville vi aldrig have rykket så meget. Den gensidige faglige sparring har givet en meget bredere forståelse for baggrunden for de bekymringer, der var,” fortæller Arjman. Hun er imponeret over, hvor meget moren har lært.

”Hun har formået at rumme rigtig meget. I dag ser jeg en kvinde, som stråler af selvtillid. En fantastisk kærlig og nærværende mor, der gør meget for sine børn.”

Men hvordan er det konkret, at Arjman har hjulpet moren med at skabe de positive forandringer for sig selv og sine børn?

Det fortæller hun lidt om her:

”Dét, at du er kommet i familien og har hjulpet os, har betydet, at der er sket mange positive forandringer i vores familie. Det er takket være din vejledning og støtte, at det er lykkedes. Jeg ville ikke have kunnet ændre på så mange ting, hvis ikke jeg havde fået den hjælp og støtte fra dig.

“Den plan, vi har lavet sammen om sovetiderne og morgenrutinerne, har hjulpet meget – og gjort en forskel. Jeg har lært at give mine børn nærvær og tale med dem, bruge tid med dem, skabe struktur i hverdagen. Før i tiden følte jeg mig magtesløs og kunne blive sur på børnene, hvis de ikke hørte efter. Men efter at have lært hvordan jeg skal skal tale med dem, kramme dem og være mere opmærksom på dem, har jeg fået et bedre forhold til dem. Og de har fået tillid til mig. Deres far er også mere til stede i vores liv og hjælper mere i hjemmet.”

Jeg følte mig tryg

“Det er en fordel, at vi taler urdu sammen, for det forstår jeg og taler flydende; på dansk kan det være svært at forstå alt. Tidligere kom der to danske familiebehandlere, som talte dansk. Vi forstod ikke hinanden på samme måde pga. de sproglige og kulturelle forskelligheder. Det var meget svært. Da du startede i familien, havde du kendskab til sproget og kulturen. Derfor var det nemmere at samarbejde, og jeg følte mig tryg. Du har hjulpet os så meget, og især børnene er vant til, at du kommer, og de er også meget trygge ved dig. Det hele er takket være dig.”

Når et barn oplever fysiske symptomer, som ved første blik kan tyde på fx influenza, så kan det også handle om, at barnet prøver at fortælle, at der er noget i barnets verden, som ikke fungerer optimalt. At barnet ikke trives. Er ensom eller stresset. Det understreger Amelevi Hounou Rathleff. Hun er indehaver af Memox og har i mange år arbejdet som pædagog og familiekonsulent.

Mange børn og unge i Danmark trives og udvikler sig positivt fysisk og mentalt. Alligevel er der områder, der er vigtige at være ekstra opmærksom på.

Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra sidste år vurderer færre børn, at de har et virkelig godt helbred sammenlignet med tidligere. Derudover vurderer flere børn i alderen 13 til 15 år, at de har hovedpine, mavepine og ondt i ryggen sammenlignet med tidligere.

Når barnet klager over utilpashed, kan det skyldes influenza eller anden sygdom. Men hvis lægen eller sundhedsplejersken har fastslået, at der ikke er noget fysisk galt, så handler det i virkeligheden om noget helt andet – og det kan være svært at hitte rede i, hvad der kan være i vejen.

Stres og utryghed kan føre til nedsat immunforsvar

“Det vigtigste er, at man som den voksne omkring barnet er åben overfor, hvad der kan være på spil. Stil spørgsmål, vær nysgerrig og specifikt undersøgende. Hvis det er et større barn, kan han eller hun tit selv give et bud på, hvad smerterne forsøger at fortælle,” lyder rådet fra Amelevi Hounou Rathleff.

Det vigtigste er, at man som den voksne omkring barnet er åben overfor, hvad der kan være på spil. Stil spørgsmål, vær nysgerrig og specifikt undersøgende.

Amelevi Hounou Rathleff, pædagog og stifter af Memox

Ifølge hende er det vigtigt at være opmærksom på, om der er udfordringer, belastninger og vilkår i barnets familie, skole og nærmiljø, som gør barnet utrygt eller giver det stress. Måske har barnet eller den unge i sit samspil med de voksne ikke fået den støtte, det har brug for. Og så tør barnet eller den unge måske ikke tro på, at situationen kan ændres. For nogle børn og unge kan belastningerne så komme til udtryk som fysiske symptomer og nedsat immunforsvar.

”Hjælp barnet med at få sat ord på udfordringer, som er med til at stresse det. Du kan også hjælpe barnet med at kapere presset ved at nedbryde de opgaver, barnet har. På den måde kan du være med til at skabe et overblik og gøre hverdagen mere overskuelig for barnet. Samtidig er det en god idé at hjælpe med at finde og dyrke netop de aktiviteter i fritiden, som giver barnet glæde og energi. Det kan mange gange være vejen til at lette presset for ham eller hende,” siger Amelevi Hounou Rathleff.

3 gode råd

1. Tal med barnet eller den unge om, hvordan han eller hun har det og spørg ind til barnets oplevelser. Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser ved fx at sige: ”Kender du det, at når der er noget, helt nyt man skal, så kan man godt få lidt ondt i maven? Det er noget, andre børn også oplever” På den måde kan du vise barnet, at det ikke står alene, når livet er svært.
2. Hjælp dit barn med at skabe overblik i hverdagen. Snak med barnet om de opgaver, lektier og aktiviteter, barnet har, og hvad der lige nu er svært for dem og presser dem i deres hverdag. Hvis det er lektier, så snak med barnet om han eller hun kan prioritere sin tid anderledes. Præsentér barnet for forskellige muligheder og løsninger, som han eller hun kan vælge mellem.
3. Snak med dit barn om, hvad der gør ham eller hende glad. Spørg ind til barnets interesser og passioner. Hvordan kan barnet komme til at udleve dem? Intressér dig for, hvordan dit barn bruger de sociale medier og snak også om, hvordan det går med barnets søvn. Spørg fx ”Hvad skal der til for, at du føler dig udhvilet?” 

Katrine har arbejdet som lærer i folkeskolen i 15 år. Hun bærer rundt på en mental rygsæk. Den er fyldt med alle de børn, hun føler, hun har svigtet, fordi hun ikke har kunnet give dem hjælp til de udfordringer, de stod med. Det skal Memox Skoleboost være med til at råde bod på.

Igennem årene er det blevet til en del underretninger. Og mindst lige så mange nætter, hvor Katrine  har  vendt og drejet sig af bekymring over en elev, der har henvendt sig til hende i tillid til, at hun som den nærmeste voksne kunne hjælpe.

”Det har været en kæmpe frustration for mig som lærer, at der ikke er overskud eller de rette ressourcer i folkeskolen til at hjælpe de børn, der mistrives. Fx når PPR ikke følger op, en inklusionslærer giver op eller en forvaltning tøver for længe. For når først man har mødt de børn, der ikke passer ind i kasserne, så sidder de i hjertet på én,” fortæller Katrine.

Det er  baggrunden for, at hun har kastet sig ind i udviklingen af Memox Skoleboost. Et helhedsorienteret tilbud, der som et bærende element kombinerer skolefaglighed med socialfaglighed.

”Hvis vi for alvor mener noget med den helhedsorienterede tilgang, så skal vi se på hele systemet omkring det enkelte barn i både skole, hjem og fritid.

Katrine, teamleder for Memox Skoleboost

Socialfaglighed og skolefaglighed i tæt samspil

”Hvis vi for alvor mener noget med den helhedsorienterede tilgang, så skal vi se på hele systemet omkring barnet. I både skole, hjem og fritid. Vi skal have begge fagligheder i tæt samspil. For så kan vi bedre justere på forhold, der kan hjælpe barnet med at bryde med et negativt mønster,” forklarer hun.

I Skoleboost sker det konkret ved, at en læreruddannet skolecoach og en familiebehandler samarbejder om at bygge bro mellem skole og hjem. Dermed sikrer de, at vigtig viden ikke falder ned i den kløft, der ofte er mellem skole og hjem. Familiebehandleren støtter op om de udfordringer, som familien oplever hjemme. Skolecoachen deltager i undervisningen sammen med barnet.

Skolecoachens rolle skal ikke forveksles med støttelærerens. Skolecoachen støtter fagligt op. Men hun går i lige så høj grad ind og understøtter barnet i de relationer, han eller hun indgår i i skolen. Samtidig har skolecoachen til opgave at sikre et konstruktivt samarbejde med lærerteamet.

Vi starter med ressourcerne

”Vi tror på, at vi kan få mange flere børn i trivsel og forebygge, at børn ender i specialtilbud. Det gør vi med hjælp fra en skolecoach, som forstår lærerens verden, og som samarbejder tæt med familiebehandleren, der forstår forældrenes verden,” fastslår Katrine.

”Mange gange føler de voksne omkring barnet sig frustrerede og opgivende i forhold til at rumme barnet. Både i skolen og hjemme. Men i stedet for at gå ind i det negative, starter vi med at snakke om barnets ressourcer. Det gør vi, fordi det er vigtigt at vende det negative narrativ om barnet. Gør vi det, så er der nemlig en meget større chance for, at barnet kan begynde at arbejde med sig selv.” 

Ondt i børnelivet?

Memox Skoleboost skaber positive forandringer for de børn og unge, der ikke trives i skolens faglige og sociale fællesskab.

• Skoleboost arbejder sideløbende med både skolen og familien.
• Skoleboost kombinerer skolefaglighed og socialfaglighed.
• Skoleboost inddrager alle parter omkring barnet om fælles mål og retning.
• Skoleboost styrker inklusionen og klassekulturen.
• Skoleboost forebygger, at flere børn ender i specialtilbud.

Vil du vide mere:

Ring 22 533 33 17 eller læs mere om Skoleboost her

Tillid har stor betydning i arbejdet med udsatte familier. For hvis familien har tillidsfuld relation til dig som fagperson, så er de også trygge og motiverede for at tage imod vejledning og omsætte den i praksis. Sådan lyder det fra familiebehandler og socialfaglig koordinator Arjman. 

”Tillid er den bro, hvor vi møder familien. Hvis broen bryder sammen, så kan man ikke som familiebehandler nå ind til familien,” fastslår Arjman.

Når Arjman som familiebehandler træder ind i familiens hjem, er hun altid bevidst om, at hun går ind i et skrøbeligt og sårbart rum.

”Det, at der kommer en fremmed hjem til én, når man er allermest sårbar, kan godt være grænseoverskridende. Familien kan føle sig blottet, og det aktiverer følelser som bekymring, angst og frustration” siger Arjman.

Hun oplever indimellem i familiebehandling at stå over for en familie, som nægter at have øjenkontakt og med al tydelighed viser, at de ønsker hende hen, hvor peberet gror. 

”Tillid er den bro, hvor vi møder familien. Hvis broen bryder sammen, så kan man ikke som familiebehandler nå ind til familien.

Arman, familiebehandler og socialfaglig koordinator

”Det sker, når familien ikke tror på, at jeg kommer for at hjælpe og altså ikke i udgangspunktet har tillid til, at jeg vil deres bedste, og det kan oftest være i starten af et forløb. Her handler det om ikke at give op og sætte alt ind på at vinde familiens tillid,” siger hun.

Men hvad skal der til for, at man som fagperson kan skabe og fastholde en tillidsfuld relation? Det giver Arjman her 6 bud på.

1. Vær ærlig og tydelig

Alle forældre tænker, at de gør det bedste for deres børn, men det er ikke altid, at det er det bedste, og det er jo ofte årsagen til, at vi er i familien. Fortæl altid helt klart, hvorfor du er i familien, og hvad det er for mål, I sammen skal arbejde jer henimod.

2. Anerkend familien, som de er, og lyt til dem

Når du skal vinde familiens tillid, er det vigtigt, at du anerkender dem og deres udfordringer og giver udtryk for, at du forstår deres bekymring og tror på, at de har ressourcerne.

Den måde, vi kommunikerer på, er altafgørende. Hvis vi kommer med fordømmelse, bryder tillidsbroen sammen. Alle familier er forskellige, og derfor skal vi altid tilpasse vores tilgang til den enkelte familie og gøre det, som virker for dem.

Lyt til familien og vis dem, at du ser og hører dem. Intet kan være mere frustrerende end at føle, at man ikke bliver set og hørt. Særligt når man står i en sårbar situation. Hvis familien føler, at du lytter, vil de åbne mere op.

3. Mød familien med respekt, ydmyghed og nysgerrighed

Man skal droppe alle sine antagelser om familien, før man begynder at arbejde med dem. Man skal ikke kloge sig på forhånd, men være nysgerrig på, hvordan de ser verden ved at spørge åbent ind, fx hvordan tror du, at dit barn ser dig som forælder? Hvad tænker du, der sker, når du råber ad dit barn? Hvordan reagerer du, når andre mennesker råber ad dig?

Ydmygheden viser du ved aldrig at handle hen over hovedet på familien. Vi skal altid kunne forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, og give familien mulighed for at reflektere sammen med os. På den måde viser vi familien, at det er okay, at de har en anderledes forståelse af verden, for vi har alle noget med i bagagen, som former os som mennesker og dermed også vores forståelse af verden.

4. Tag fat i det gode, som forældrene gør

Meget af vores arbejde handler om at give forældrene redskaber og indøve rutiner, som er med til at udvikle deres forældrekompetence. Det kan fx handle om en mor, der skal øve sig i at vise sine børn fysisk omsorg, og så er aftalen måske, at hun skal give børnene godmorgen-kram og godnat-knus. Når det går godt, så anerkender jeg hende for at være en god mor, der har overskud til at kramme sine børn – ligesom jeg i øvrigt hele tiden er opmærksom på at fremhæve alle de ting, som fungerer, og pege på de ressourcer, jeg ser, forældrene har.

5. Vis, hvem du er som menneske

som fagpersoner skal vi turde vise, at vi også er mennesker, som oplever udfordringer i livet. Jeg møder familien som det menneske, jeg er, og indimellem bruger jeg personlige erfaringer fra mit eget liv, som familien kan spejle sig i. Jeg kan fx fortælle om min egen tid som teenager, hvis jeg arbejder i en familie med en etnisk teenagepige. Jeg kan dele, at jeg godt ved, hvordan det er at stå med en anden etnicitet og fortælle, hvordan jeg selv kæmpede mig videre, da jeg var tæt på at give op. Det gør jeg for at understrege, at hvis viljen er dér, så kan vi godt klare de svære udfordringer sammen.

6. Brug humor

Det gør absolut ikke noget, hvis du også kan få lidt humor på banen, som kan bløde op på noget af det ubehagelige og få alle til at slappe af i situationen. Når man griner sammen, opstår der en følelse af fællesskab, som betyder, at familien føler sig tryg. Sammen gør man det, som føles farligt, til noget ufarligt. Det øger tillidsbåndet og betyder, at familien er mere åben for at samarbejde efterfølgende.