Mette og Lars husker deres første tid som nybagte spædbarnsforældre som forvirrende og kaotisk. Men det billede vendte, da familiekonsulenter fra Memox rykkede ind i den lille families hjem med helt friske øjne på de udfordringer, det unge par skulle lære at tackle for at sikre trivslen for deres lille datter.

Mette og Lars’ datter er for tidlig født, og da den lille familie en uge efter fødslen blev udskrevet fra sygehuset, var det til familiebehandling døgnet rundt – dog ikke med Memox som leverandør i første omgang.

”Vi kunne ikke slappe af og nyde lillepigen. Vi skulle præstere hele tiden. Der var et massivt psykisk pres. Hver gang vi havde et godt moment med den lille, stod der en person og kontrollerede os. Vi fik hele tiden at vide, at det var os, det var galt med.”

Sådan husker Mette og Lars den første tid hjemme med deres nyfødte, inden Memox kom på banen

Efter få uger hjemme modtager kommunen en underretning fra en ergoterapeut. Hun er bekymret; den lille er ifølge hende låst i sine led og har ikke øjenkontakt. Kommunen vælger umiddelbart efter at tvangsfjerne datteren fra hjemmet.

”Men inde i mig var der stadig et håb. Jeg vidste, at grundlaget for tvangsfjernelsen ikke var i orden. Jeg ville kæmpe for at få hende hjem,” fortæller Mette.

Og det viste sig, at børne- og ungeudvalget var enige med Mette i, at der ikke var det nødvendige grundlag for en tvangsfjernelse. Efter seks dage i en plejefamilie fik Lars og Mette datteren hjem igen.

Opbakning til forældrerollen

Samtidig rykkede familiekonsulenter fra Memox ind i familiens hjem. Hele døgnet. 24/7. Både kommunen og det unge par mente, at der var brug for helt friske øjne på udfordringerne.

”Memox gav os en super god opbakning til vores rolle som forældre. Jeg oplevede, at familiekonsulenterne lyttede til mig i stedet for at kigge mig over skulderen. Og til trods for alle de tunge ting, jeg har med mig i bagagen fra min opvækst, så følte jeg aldrig, at jeg blev dømt. Jeg kunne altid tage fat i konsulenterne og spørge dem til råds og få en god vejledning,” fastslår Mette, som især havde brug for støtte til at indgå i et i trygt og udviklende samspil med sin lille datter.

Forældrene skal rykke sig

Hanne, som var én af de familiekonsulenter fra Memox, der kom i hjemmet, fortæller, at der ikke er meget tid at give af, når det handler om et spædbarns trivsel og udvikling.

Den tidlige tilknytning mellem forældre og barn er altafgørende. Den hjælper nemlig barnet til at udvikle evnen til at håndtere stressede situationer og regulere negative følelser senere i livet.

”Vi SKAL kunne se, at forældrene rykker sig – og det kunne vi,” konstaterer Hanne.

”Ja, jeg har virkelig arbejdet med min ansigtsmimik, og jeg gjorde fremskridt, fordi familiekonsulenterne fra Memox var så støttende,” nikker Mette.

Hun har haft stor gavn af Marte Meo – en videobaseret metode til at opnå et positivt støttende samspil mellem mennesker, som Memox bruger til at følge forældres interaktion med deres spædbarn og spædbarnets adfærd i samspillet.

”Jeg lærte meget af at se på videoerne. Jeg kan godt se, hvordan min mimik haltede, og hvor meget den har forandret sig. Der har i det hele taget været op- og nedture undervejs, men hold da op, hvor er jeg nået langt,” smiler Mette.

Større personlig indsigt

Med støtte fra Hanne har Mette også fået redskaber til bedre at styre og regulere sit følelsesliv, som under pres hurtigt kunne komme ud på en rutsjebanetur.

”Jeg har temperament, men jeg er blevet bedre til at styre det og i det hele taget at håndtere mine følelser. Det går ikke, at jeg tænder af, når mit barn sidder lige ved siden af. For mig handler det først og fremmest om at holde fokus på min datter. Og nu ved jeg, hvad jeg skal arbejde med hos mig selv, og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør,” fortæller Mette og Lars tilføjer:

”Memox og samtalerne med Hanne har hjulpet meget. Du er blevet meget bedre til at tackle konflikterne. Du har lært, at man kan snakke om tingene. Vi har begge lært mere om at sætte os i hinandens sted.”

Ærlighed frem for alt

Både Lars og Mette fortæller, at de følte, at de kunne være åbne og ærlige i samarbejdet med familiekonsulenterne fra Memox. Og at det har gjort en stor forskel.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvordan jeg havde det, og det var altid ok, hvis jeg sagde, at jeg lige havde brug for fem minutter for mig selv. Så det var faktisk ikke en belastning at have mennesker i huset hele døgnet rundt,” siger Mette, som betegner forløbet som meget ærligt.

”Og så var det fedt, at Memox gennemgik statusrapporterne med os, før de blev sendt til kommunen,” supplerer Lars.

“Der var indimellem nogle ting, vi var uenige om, men så kunne vi snakke om det og komme med vores kommentarer. De holdt ikke noget skjult for os,”.

Støtte til samarbejde med kommunen

Det er Hannes oplevelse, at Lars og Mette var villige til at samarbejde og tage imod støtten og vejledningen fra Memox.

”Vi kan kun skabe de forandringer, der skal til, hvis familien tager ejerskab til handleplanen. Og Mette og Lars tog altid arbejdstøjet på. Vi kunne altid regne med, at tingene blev sagt.  Og samtidig formåede Mette og Lars også at skabe et mere konstruktivt samarbejde med kommunen,” understreger Hanne.

Memox deltog sammen med Mette og Lars på møder i kommunen. Og det har ifølge parret hjulpet den gensidige tillid på vej.

”Det gav os ro og tryghed at have Memox med som back-up, der kunne hjælpe os med bedre at forstå, hvad der skete på møderne, og som bakkede os op, hvis vi havde svært ved at komme til orde. Det har gjort, at vi tør stole mere på kommunen,” siger Lars.

For at beskytte familien og sikre anonymitet er Lars og Mette opdigtede navne.

”Vi har været under stort psykisk pres, men Memox har hjulpet os med at tackle de udfordringer, vi havde som familie.” Sådan fortæller Mohamad og Zeynab, som er forældre til to døtre på 6 og 1 år. De har gennemført et forløb med én af Memox’ familiekonsulenter, Bayan.

Mohamad og Zeynab er fra Syrien og blev gift i 2015. Året efter kom parrets ældste datter til verden. Da hun var knapt et år gammel, tvang krigen i Syrien familien på flugt. Undervejs blev Mohamad adskilt fra Zeynab og datteren. Der skulle gå fire år, før den lille familie blev genforenet i Danmark og flyttede ind i deres første lille lejlighed i Dragør Kommune.

Svær start på det nye liv i Danmark

Men starten på det nye liv sammen var langt fra let.

Kort tid efter parrets yngste datter er kommet til verden, blev Zeynab alvorligt syg, og Mohamad måtte alene stå med ansvaret for at få hverdagen til at fungere. Samtidig skulle både han og Zeynab finde fodfæste i et fremmed land med alt, hvad det indebærer af afsavn, sproglige barrierer og ukendte forventninger til dem som forældre.

Familiens store datter reagerede på den stressede situation i hjemmet; Hun var konstant grænsesøgende og ville bestemme alt. Samtidig krævede hun sin mors udelte opmærksomhed. Da hun ikke fik den, begyndte hun at tale babysprog.

”Det var svært for os at tackle. Jeg kendte ikke vores store datter så godt på det tidspunkt. Vi havde jo været adskilt, siden hun var helt lille. Så jeg var lidt forsigtig og tilbageholdende. Skulle jeg blande mig i opdragelsen, eller skulle jeg lade være?” fortæller Mohamad om den usikkerhed, han oplevede i forhold til sin rolle som far.

”Men Bayan har støttet os i, hvordan vi kan sætte grænser for vores store datter på en måde, som hun forstår. I dag har jeg lært at være en nærværende far, som ikke er bange for at stå ved, at jeg er den voksne, som bestemmer.”

Støtte til at stå stærkere sammen som familie

Men Bayan har ikke kun støttet familien igennem en svær periode i livet, hvor de havde brug for en ekstra hånd i ryggen for at kunne sikre god trivsel for deres børn. Hun har også guidet Mohamad og Zeynab til at stå stærkere sammen som par. For da de blev genforenet i Danmark efter de fire års adskillelse, var de som fremmede for hinanden.

”Bayan har hjulpet os med at få et tættere forhold. Hun har rådgivet os i, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hinanden. Give hinanden opmærksomhed, dele tanker og følelser og lave fælles aktiviteter.”

”I den kultur, hvor jeg kommer fra, er det som regel kvinden, der tager sig af børnene og de huslige opgaver. Men med Bayans hjælp har jeg fået en forståelse for, hvordan mandens rolle i familien er her i Danmark. I dag er vi blevet gode til at deles om opgaverne,” siger Mohamad.

Kendskab til sprog og kultur gør forskel

Mohamad og Zeynab fortæller, at det har gjort en stor forskel, at de er blevet mødt af en familiekonsulent som Bayan, der taler deres sprog og kender til den kulturelle baggrund, de er rundet af.

”Bayan har hjulpet os meget med at forstå det danske samfund og de forventninger, der er til at opdrage børn her i landet.”

Mohamad og Zeynab har fået skabt et sikkert fundament at stå på som forældre. Zeynab går på sprogskole, og Mohamad passer sit aftenarbejde i en restaurant. De laver legeaftaler for deres børn med andre forældre. Endnu taler og forstår de ikke dansk godt nok til at tage snakken i dybden med pædagogerne i børnenes daginstitutioner. Men så finder de Google Translate frem på telefonen. For de er begge opsatte på at kunne kommunikere om deres børns ve og vel.

I Memox indgår en familiekonsulent og en socialfaglig koordinator  som makkerpar i alle indsatser. Det er et makkerskab, som hverken Pakeeza eller Birgit ville være foruden.

”Man skal aldrig opleve, at man står alene med arbejdet ude i familien. Det er vigtigt, at man som familiekonsulent altid har én, man kan sparre med.”

Sådan lyder det fra Birgit, som er socialfaglig koordinator. Hun har arbejdet tæt med Pakeeza i mange familiebehandlingsindsatser.

Birgits dør står åben

Som familiekonsulent har Pakeeza fokus på at skabe udvikling i familien. Hun er familiens primære kontakt og arbejder pædagogisk med at rykke forældrene, så de får redskaber til at ændre de forhold, som spænder ben for deres børns trivsel og udvikling. Det er et arbejde, som kræver en høj grad af selvstændighed i hverdagen.

”Netop derfor er det dejligt at vide, at Birgits dør altid står åben. Det er fantastisk, at jeg har muligheden for at dele både faglige udfordringer og glæder og få talt tingene igennem med hende. Jeg kan altid henvende mig uden at tøve. Jeg ved, at Birgit har min ryg,” siger Pakeeza.

Kan koncentrere sig 100% om familiebehandlingen

Som socialfaglig koordinator er det Birgit, der har ansvaret for at spinde den røde tråd igennem hele indsatsen. Hun står for den tætte dialog med myndighedsrådgiver og holder løbende opfølgningsmøder med afsæt i Signs of Saftety med de familiekonsulenter, hun samarbejder med i de enkelte indsatser.

Endelig har hun ansvaret for at udarbejde statusrapporterne.

”Vi spiller hinanden gode, så jeg kan lave mit skrivebordsarbejde, og Pakeeza kan koncentrere sig 100 % om sit arbejde ude i marken. Vores samarbejde bygger på gensidig respekt og tillid til hinanden, og det betyder, at vi på den bedst mulige måde når målene i handleplanen ” understreger Birgit. Pakeeza tilføjer:

”Man har brug for at være to i det her arbejde – og jeg synes, det er et virkelig godt støttesystem, vi har som familiekonsulenter i Memox.”

“Skolecoachen fra Memox Skoleboost, kom ind med helt åbne øjne. Hun vidste jo godt, hvilken diagnose og hvilke udfordringer min søn havde, men hun kiggede bare på den her unge fyr.  Og i stedet for at sige:  Du har en diagnose, der hedder sådan og sådan, så skal jeg arbejde sådan og sådan, så gik Vicki ind og så på personen, min søn.”

Sådan fortæller en mor til en 15-årig dreng med autisme, som Memox Skoleboost har hjulpet fra skolevægring tilbage til fuldt skoleskema, efter flere år hvor angst havde spændt ben for både skolegang og trivsel.

”Min søn har altid kunnet følge med fagligt. Men det var på ingen måder en mulighed for ham at skulle op til tavlen eller deltage i gruppearbejde. Han kunne sagtens finde ud af at aflæse sine klassekammerater.Og han havde et par rigtigt gode venner i klassen. Derfor valgte vi, at han skulle blive i folkeskolen, hvor han havde et godt netværk,” siger moren.

Et helt år med skolevægring

Da sønnen når til 7. klasse, bliver kommunens skoler blandet. Drengen skal starte på en anden skole med nye elever. Samtidig bliver han mødt med forventninger om at præstere mere ekstrovert i skolen.

”Han var angst og meget trykket i sig selv, så det var helt umuligt for ham. Dét, han kan, er at trække sig fra alt, hvad der er farligt. I stedet for at møde det farlige, går han hellere et skridt tilbage . Det er en kæmpe udfordring at være i. Og det endte med et helt skoleår, hvor han ikke var i skole,” fortæller moren.

Skolen gjorde, hvad den kunne, for at få ham i gang igen. For at give ham ro, fik han lov at sidde alene i et mødelokale på skolen. Støj, lyde og indtryk fra skolens andre elever pressede ham så meget, at han hverken kunne være i klasselokalet eller ude i frikvarterne. Han mødte ind tidligt om morgenen for at undgå at støde ind i andre elever og sad alene og blev undervist af en vikar. Efter et par timer gik han hjem igen. Han talte ikke med nogen, og han bad ikke om hjælp.

Efter en måneds tid på den måde, sørgede kommunen for, at Memox Skoleboost kom på banen. Skoleboost er et helhedsorienteret tilbud, som netop retter sig mod at hjælpe de børn, som står uden for skolens faglige og sociale fællesskab og i værste fald er endt i skolevægring.

Skridt for skridt væk fra skolevægring

Vicki, der som skolecoach skulle arbejde med drengen i skolen, ser tilbage på den første dag, hun mødte ham.

”Jeg mødte en dreng, som helst ikke ville have øjenkontakt.Som ikke talte til mig eller andre, og hvis krop sitrede, når der var andre mennesker i rummet. ”

For at gøre ham tryg, besluttede Vicki, at hun ville spejle hans  tavshed. Det betød, at skolecoach og elev tilbragte mange stille stunder sammen.

”Men det betød samtidig, at vi fik skabt en relation. Efter et par uger kunne han kigge mig i øjnene, og jeg kunne ane et smil inde bag hans ellers udtryksløse mimik,” fortæller Vicki.

Lidt længere end i går

Hun underviste ham og krævede efterhånden mere og mere af hans kommunikation.

”Vi opfandt et sprog, som vi kunne bruge sammen. Når han lagde hånden på sin skulder, så bad han om hjælp. Så skulle jeg se, hvor han var nået til og spørge, om det var det hér, han skulle have hjælp til. Og så kunne han sige ja eller nej.”

Næste skridt var, at han kunne sætte et kryds på papiret og bede om Vickis hjælp. For skolecoachen handlede det om tålmodigt at rykke ham lidt længere, end han var i går.

”Han vidste, at jeg ikke ville presse ham for meget. Så når jeg lagde an til næste skridt, så vidste han også, at jeg troede på, at han godt kunne. På den måde smittede jeg ham med min motivation, så han godt turde prøve.”

Hjælp til at håndtere angsten

Da Corona sendte alle elever hjem, var udfordringen at lokke drengen til at være med ved skærmen og deltage i hjemmeundervisning. I starten var han på i 10 sekunder og til sidst i 45 minutter – dog uden billede og lyd.

I den proces var han selv med til at sætte nye mål og efterfølgende at evaluere på, hvilke reaktioner han havde haft i sin krop. Det handlede for skolecoachen om at udfordre angsten trin for trin, samtidig med at drengen hele tiden vidste, hvad det næste skridt var.

”Man kan godt presse min søn lidt, men hvis man presser ham for meget, så går han i stykker. Som minimum går han i baglås. Så her har Vicki været enormt fintfølende, og jeg tror, at det er den fintfølenhed, der er grobunden i det hele,” vurderer drengens mor.

Hun har også selv lært meget af Vickis pædagogiske tilgang, som hun bruger i hverdagen, når hun skal hjælpe sin søn med at håndtere angsten.

”Før kunne vi sige til vores søn: ”Kom nu, vi ved, du har gjort det før, så kan du også nu.” Men i dag går vi ind og tjekker af med ham på en skala, hvis han skal noget. Hvis han ligger på 10, så er det helt umuligt, men Hvis det er en 7’er, så kan vi snakke med ham om, hvad der skal til for lige at få det en tak ned. Og det fungerer fint for vores søn.”

Forudsigelighed og tryghed frem for alt

Ved afslutningen af skoleåret får drengen et skoletilbud i en specialklasse under folkeskolen med færre elever og flere lærere i hver klasse. Men drengen gør sig mange tanker og er tydeligt bekymret. Vicki beslutter, at han skal øve sig i at møde det nye, der venter på den anden side af sommerferien.

Så sommeren igennem kører drengen med Vicki over til skolen. Først skal han kigge på indgangsdøren til huset, hvor specialklassen bor, og så kører de igen. Næste dag går drengen rundt om huset. Og så kører de igen. De tager det stille og roligt, trin for trin, og til sidst går drengen sammen med sin skolecoach ind i huset – og er dér først få og senere flere timer på en dag.

Da første skoledag efter sommerferien oprinder, kan han uden videre gå ind i huset. Udfordringen er dog stadig at være sammen med de andre elever. Det kan hans system stadig ikke rumme. Derfor får han igen sit eget rum, hvor Vicki i starten underviser ham. Sammen opbygger de en tryg og forudsigelig skoledag, som drengen kan være i uden at blive for urolig og ængstelig.

”Vi brugte et følelsesbarometer med farver, som han kunne pege på. Efterhånden fik han sat flere og flere ord på. Det var en måde for ham at tjekke, hvordan han havde det, og hvordan han kunne komme ud af en ubehagelig følelse. Vi har samtidig øvet, hvordan han kan regulere sig selv, når han bliver urolig i sine tanker, følelser og krop. En af de strategier, han kan ty til, er at tegne og lytte til meditationsmusik, ” fortæller Vicki.

Måler sig selv

Efter en måneds indkøring kunne hun stille og roligt lade en anden lærer og pædagog fra skolen overtage undervisningen.

”Pædagogen adopterede dét, jeg gjorde. Når drengen fx er blevet mødt af et krav om at tale i timen, så skal han efterfølgende måle sin følelsesmæssige tilstand på barometret; hvis han er under den gule streg, så må pædagogen godt stille det samme krav næste dag. Men hvis drengen er over den gule streg, så handler det om at spørge nysgerrigt ind til hans egne forslag til, hvad der kan hjælpe ham til at komme under den gule streg. Det handler hele tiden om at forebygge og komme en følelsesmæssig overreaktion i forkøbet,” forklarer Vicki.

En kæmpe udvikling

Og hjemme hos drengens mor er der lettelse og glæde. Skolevægring er der ikke længere tale om.

”Min søn går glad i skole hver dag. I starten var det hver anden dag, men nu møder han ind hver morgen og går hjem om eftermiddagen. Så han er tæt på fuldt skema nu. Det er en kæmpe udvikling. Vicki har gjort meget for min søn og for hele vores familie,” fastslår moren.

Hun tør ikke tænke på, hvor hendes søn og familien havde været uden Memox Skoleboost.

”Det er helt afsindigt at tænke på. Så havde vi nok trukket i en nødbremse, og så var han endt på en specialskole for nogle børn med nogle helt andre behov end ham. For vi ville jo ikke kunne klare en søn, der bare skulle gå hjemme. Det har betydet alt for ham, at han er blevet i sit nærmiljø med det netværk, han har her,” siger moren og tilføjer:

”Vi har været meget, meget glade for at samarbejde med Memox fra dag ét og stod med tårer i øjnene, da vi skulle sige farvel.”

I dag er det kvindernes Internationale Kampdag. Det er en helt særlig dag for Bayan, som er familiekonsulent i Memox. Hendes  kamp for kvindefrigørelse snor sig som en rød tråd gennem hendes liv. Fra barn og ung i Irakisk Kurdistan til projektmager og familiekonsulent i Danmark.

”De rettigheder, kvinder i Danmark har, er ikke bare kommet sådan her,” siger Bayan og knipser med fingrene.

”Den 8. marts er en historisk kampdag, for kvinder har kæmpet for ligestilling i mange år. Og selvom vi nået langt, er der stadig forskelle på mænd og kvinders liv, når det kommer til løn, arbejde, uddannelse, politik og ledelse og familieliv.  Over hele verden udsætter mænd kvinder for vold og drab – også i Danmark.I år er der allerede blevet dræbt fire kvinder af mænd herhjemme. Der er stadig masser at kæmpe for,” fastslår Bayan, som helt fra barnsben i storbyen Erbil i den kurdiske del i Irak har været drevet af en stærk retfærdighedssans.

På lige fod med mænd

Hun gik i femte klasse, da hun for første gang mærkede følelsen af uretfærdighed røre på sig.

”Jeg var en dygtig og ansvarsfuld – og også forkælet – pige. Jeg klarede mig bedre end min bror i skolen. Alligevel havde jeg ikke de samme rettigheder som han. Han kunne fx få lov at gå ud om aftenen uden at spørge om lov, og han måtte arbejde i sommerferien. Det, syntes jeg, var uretfærdigt. Og det ville jeg lave om på,” husker 56-årige Bayan.

Som den første i sin familie kom Bayan på universitetet. Hun læste landbrugsvidenskab og agronomi – et kontroversielt studievalg for en kvinde i Irakisk Kurdistan.

”I Irak var det sådan dengang, at kvinderne altid valgte at læse til lærer.  Så kunne de få et job, hvor de kun arbejdede fire timer om dagen, og så var det ellers hjem til husarbejdet og kødgryderne.”

Men en fremtid som husmor var bestemt ikke dét, den unge Bayan så for sig. Hun ville uddanne sig til et job, hvor hun arbejdede på fuld tid og på lige fod med mænd – en ambition, som ikke var velanset i det mandsdominerede kurdiske samfund med et traditionelt syn på kvindens rolle.

Ikke desto mindre var Bayan fast besluttet. Hun ville være med at kæmpe aktivt imod den uretfærdighed, ulighed og undertrykkelse, som kvinder blev mødt med overalt. Den beslutning var det første skridt på en vej, som siden førte hende på en lang rejse væk fra Irak til Danmark.

Men det vidste den dengang 18-årige Bayan ikke noget om, da hun sammen med kammerater fra universitetet kastede sig ud i den politiske kamp for et sekulært samfund med kvindefrigørelse og ligestilling mellem mænd og kvinder.

Nej tak til medgift

Efter universitetet var det svært for Bayan at finde et job pga. sine politiske aktiviteter. Hun arbejdede i perioder som lærervikar i biologi og arabisk. Hun var blevet gift. Og også når det kom til ægteskab, gik Bayan mod strømmen og holdt fast i sine værdier. Hun nægtede at tage imod den medgift i form af guld og penge, som mandens familie ifølge tradition giver til bruden.

“Det gav mig store problemer. Min familie var meget imod min beslutning. Men kvinder er ikke en vare, og jeg ville ikke købes. Ægteskab skal bygges på kærlighed,” fastslår Bayan.

I 1990 blev Bayan mor til tvillingepiger. På det tidspunkt havde frygten for repressalier fra systemets side vokset sig så stor, at den lille familie knapt vovede sig uden for en dør. I 1993 flygtede de til Tyrkiet.  Og selvom de levede under jorden i to år, så kunne Bayan ikke bare sidde stille. Hun blev hurtigt involveret i en komité, som hjalp især irakiske kvinder med at opnå asyl.

Ved tasterne

I september 1996 lander Bayan med sin familie i Danmark. Og snart kastede hun sig med stor ildhu over sin danske sprogskole. Inden længe var hun i gang med en IT-uddannelse på Niels Brock. Hun ville bryde med den kønsstereotype opfattelse af IT-branchen som udelukkende et mandefag. I en årrække arbejdede hun som IT-supporter, sideløbende med tolkearbejde i Røde Kors og rådgivnings- og konsulentvirksomhed for Kvinderådet – blot for at nævne nogle hovedpunkter.

Men efter nogle år i IT-branchen skulle der ske noget nyt. Bayan ville bruge sit engagement til at gøre en forskel – især for kvinder med anden etnisk baggrund.

Energisk projektmager går nye veje

Det blev i første omgang til projektet En ny vej, som Bayan fik iværksat med støtte fra Integrationsministeriet. Ideen var at skubbe til integrationen ved at tilbyde kvinder et fællesskab omkring kvinders rettigheder, sundhed, beskæftigelse, seksualoplysning og børneopdragelse.

Projektet var en succes, og snart havde Bayan sat et projekt med bydelsmødre i søen.

Siden 2004 har den energiske ildsjæl desuden været primus motor bag Center for Womens Equality. Det er en netværksorganisation og en del af det største online nyhedsmedie i Mellemøsten, Modern Discussion, som samler forskning og nyheder omkring kvinde- og menneskerettigheder. Selv har Bayan bidraget med flere artikler, bl.a. om jomfruhinden, æresdrab og den høje selvmordsrate blandt kvinder i den kurdiske del af Irak – for bare at nævne nogle få.

Empowerment og gensidig respekt i familiebehandling

I dag arbejder Bayan som familiebehandler i Memox, og når hun hjælper forældre, især fra Mellemøsten, med at skabe positive forandringer for sig selv og deres børn, trækker hun både på sine personlige erfaringer, sin sproglige og kulturelle baggrund og på efteruddannelser som familieterapeut og familiebehandler.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre styrker og ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Hun er bevidst om, at hun er en rollemodel for mange af de kvinder, hun arbejder med. Det betyder, at de har tillid til hende og er åbne for hendes vejledning, fx når det handler om at opdrage børn i Danmark.

Bevidstgør mændene om deres ansvar

Men ikke alt handler om kvinderne. Det er vigtigt på samme tid at involvere mændene i familiens liv, understreger Bayan. Især når de kommer fra lande, som er præget af familiestrukturer, hvor mandens rolle som forsørger og patriark er stærk.

”Det handler ikke om at skubbe mændene væk, men om at bevidstgøre dem om det ansvar, de skal tage som fædre i det danske samfund. De har måske ikke den samme status, som de havde i deres hjemland. Men de skal vide, at de stadig har en meget vigtig rolle at spille i familiens liv. Så jeg taler med dem om dem om, hvordan systemet fungerer i Danmark. Og tit er der brug for, at vi også taler om, hvad lighed er,” siger Bayan.

Når det er relevant i forhold til de mål, hun skal arbejde med, kan det være en del af opgaven at støtte familien i at opdrage deres børn til lighed og ikke ind i de kønsstereotype kønsroller, hun selv kender fra sin egen barndom.

”Det vil sige en opdragelse, hvor der er balance mellem ret og pligt, og hvor der ikke diskrimineres mellem kønnene. Det er så vigtigt,” siger Bayan med eftertryk.

FAKTA: Myten om jomfruhinden

I nogle familier tror man stadig på myten om jomfruhinden – en tro, der opretholder falske forestillinger, og og som kan medføre, at, at pigen ikke må cykle, ride eller spille fodbold af frygt for, at den såkaldte jomfruhinde ikke er intakt den dag, hun skal giftes.

Myten om jomfruhinden eksisterer i alle samfundslag og i alle befolkningsgrupper, og for nogle kvinder i visse kulturer betyder myten tab af ære og i værste fald tab af liv for kvinden, hvis der ikke er blod på lagenet efter bryllupsnatten. Nogle familier udsætter også pigen/kvinden for såkaldte jomfrutjek.

Når det er relevant taler Bayan derfor med familien og viser dem en oplysningsfilm om kvindens underliv, som Memox har produceret. Oplysningsfilmen indeholder fakta og fagviden og gør op med de anatomiske misforståelser, der er knyttet til myten om jomfruhinden.