Katrine Helden og Amelevi Hounou Rathleff har været venner i mange år. De deler en fælles passion for at hjælpe de børn, der ikke trives i det faglige og sociale fællesskab i skolen. Nu har deres venskab udviklet sig til et professionelt samarbejde, hvor de har forenet deres kræfter om at skabe et nyt  tilbud til de børn, som lærere og pædagoger ikke kan løfte alene.

Katrine Helden har arbejdet som lærer i folkeskolen i 15 år. Hun bærer rundt på en mental rygsæk fyldt med alle de børn, hun føler, at hun har svigtet, fordi hun ikke har kunnet give dem hjælp til de udfordringer, de stod med.

Igennem årene er det blevet til en del underretninger og mindst lige så mange nætter, hvor hun har ligget og vendt og drejet sig om natten af bekymring over et barn, der har henvendt sig til hende i tillid til, at hun som den nærmeste voksne kunne hjælpe.

”Min oplevelse er desværre, at der sker for lidt fra systemets side, og at det sker for langsomt. Og det har været en kæmpe frustration for mig som lærer, at der ikke er overskud eller de rette ressourcer til at hjælpe de børn, der mistrives. For når først man har mødt de børn, der ikke passer ind i kasserne, så sidder de i hjertet på én,” fortæller Katrine Helden.

Se på systemet omkring barnet

Igennem årene har hun ofte vendt sig mod Amelevi Hounou Rathleff med sine frustrationer over et system, som hun oplevede, alt for tit kom til kort, fx når PPR ikke fulgte op, en inklusionslærer gav op eller en forvaltning tøvede for længe.

Amelevi er indehaver af Memox og har som pædagog arbejdet bl.a. i behandlingsskoleregi og med familiebehandling. Hun deler Katrines kongstanke om, at det ikke er det enkelte barn, der er forkert på den.
Det er altid et spørgsmål om at se på hele systemet omkring barnet for at finde ud af, hvorfor det mistrives, understreger de begge.

”Årsagerne finder vi måske på hjemmefronten, men det kan også være rammerne i skolen er svære for lille Peter, som måske er larmende og forstyrrende i klassen og smider jakker i toilettet i frikvarterne. Og det er ikke fordi der nødvendigvis er noget i vejen med skolen. Det kan lige så meget handle om, at Peter ikke passer ind i den ramme, både hjemme og i skole, vi forsøger at sætte ham ind i. Så vi skal hele vejen rundt og kigge på, hvordan vi ved at justere på nogle forhold både i skole og hjemme kan hjælpe Peter med at bryde et negativt mønster,” siger Amelevi Hounou Rathleff.

vi skal hele vejen rundt og kigge på, hvordan vi ved at justere på nogle forhold både i skole og hjemme kan hjælpe Peter med at bryde et negativt mønster.

Amelevi Hounou Rathleff, udviklingschef i Memox

Skoleboost – et helhedsorienteret tilbud

Amelevi og Katrine har i de seneste år brygget videre på tanken om at skabe et helhedsorienteret tilbud til de børn, som ikke trives i de faglige og sociale fællesskaber, herunder altså også børn, der ender i skolevægring. Og for omkring et år siden barslede de med et koncept, som de døbte Memox Skoleboost.

I sin enkelthed handler det om, at Memox hjælper familien derhjemme og samtidig er til stede i skolen sammen med barnet. Det sker konkret ved, at en læreruddannet skolecoach og en familiebehandler fra Memox samarbejder om at bygge bro mellem skolen og hjemmet. Skolecoachen samarbejder med skolens personale og deltager i undervisningen sammen med barnet, mens familiebehandleren støtter op om de udfordringer, som familien eventuelt oplever hjemme.

”Vi tror på, at vi kan få mange flere børn i trivsel med hjælp fra en skolecoach, som forstår lærerens verden og som samarbejder tæt med familiebehandleren, der forstår forældrenes verden,” fastslår Katrine.

Skolecoachen er til stede i klasseværelset som barnets støtte og har samtidig til opgave at sikre et konstruktivt samarbejde med lærertemaet omkring barnet.

”Skolecoachen har mulighed for at give sparring til lærerne om, hvordan man kan skabe en kultur og nogle rammer, som gør det nemmere for barnet at være i. Det kan være småjusteringer fx i forhold til at strukturere frikvarteret på en lidt anden måde for at skabe større tryghed for barnet, hvis der er behov for det,” siger Katrine, og Amelevi tilføjer:

”Det kan fx handle om, at skolecoachen hjælper læreren med at få mere ro på Peters nervesystem, så han kan være i klassen og så resten af klassen og læreren formår at se Peters ressourcer.”

Vi tror på, at vi kan få mange flere børn i trivsel med hjælp fra en skolecoach, som forstår lærerens verden og som samarbejder tæt med familiebehandleren, der forstår forældrenes verden.

Katrine, teamleder for Skoleboost

Bygger bro mellem skole og hjem

Meget af den viden, som skolecoachen får med sig fra klasseværelset, skal formidles til forældrene, så de kan bakke op om det, der sker i skolen. Og foregår der noget på hjemmefronten, som påvirker barnet, så skal samarbejdet mellem skolecoach og familiebehandler sikre, at der bliver samlet op og kommunikeret om det.

Med andre ord, så skal skolecoach og familiebehandler samarbejde tæt om at bygge bro mellem skole og hjem.

”Hvis der i skolen er en aftale om at sætte ind med et specifikt tiltag i et fag, fx læsning, så støtter skolecoachen op med nogle bestemte redskaber, som familiebehandleren samtidig introducerer for familien og støtter dem i at bruge sammen med barnet i hjemmet. På den måde kan skolecoach og familiebehandler i fællesskab støtte op om nogle gode lektierutiner og hjælpe barnet med et læseløft,” forklarer Katrine Helden.

Med afsæt i ressourcerne og klare mål

Memox Skoleboost er et forløb på ni måneder i tre faser, som i detaljer planlægges i samarbejde med skole, familie og forvaltning.
Memox starter samarbejdet med et SOS-møde, hvor alle parter omkring barnet inddrages. På mødet sættes de mål, som både familiebehandler og skolecoach skal have fokus på.

”Mange gange vil situationen være den, at de voksne omkring barnet føler sig frustrerede og opgivende i forhold til at rumme barnet, både i skolen og hjemme. Men i stedet for at gå ind i det negative, starter vi med at snakke om, hvad det er for ressourcer, barnet har. Det gør vi, fordi vi ved, at hvis vi kan vende den hidtil negative narrativ om barnet, så er der en meget større chance for, at barnet kan begynde at arbejde med sig selv,” siger Katrine Helden.

Gennem hele forløbet fører Memox’ skolecoach og familiebehandler dagbog og afholder møder mellem skole og hjem. Desuden udarbejder de en statusrapport hver tredje måned.

”Memox Skoleboost er en intensiv indsats, der rykker ind, men vi rykker også ud igen. Ambitionen er, at barnet og rammerne omkring barnet kommer til at fungere uden vores hjælp efter ni måneder,” slutter Katrine Helden.

“Social kontrol rev vores familie i stykker, men Bayan har samlet os som familie.” Sådan lyder det fra Sahar, når hun kort skal sætte ord på den forskel, som familiebehandleren fra Memox har gjort. 

41-årige Sahar har rødder i Mellemøsten. Hun blev forlovet som 13-årig, gift som 14-årig og var blevet mor, inden hun fyldte 15. Som 24-årig blev hun og parrets ældste søn familiesammenført med hendes mand i Danmark, og fire år efter kommer parrets yngste søn til verden.

Sahar er fra starten i Danmark opsat på at lære dansk.

”Jeg var meget nysgerrig og sov med ordbogen under min hovedpude. Jeg var så dygtig på sprogskolen, at jeg efter et halvt år kunne klare mig uden tolk,” husker Sahar, som fortsatte sin skolegang efter sprogskolen og blev uddannet SoSu-hjælper.

Vold og social kontrol

Problemerne i familien tager for alvor fart, da Sahar vil ud og bruge sin uddannelse og begynder at arbejde. Hendes mand og ældste søn udsætter hende for både vold og social kontrol i en sådan grad, at Sahar ad to omgange søger tilflugt på krisecenter.

Både Sahars mand og ældste søn mistænker hende for at være sammen med andre mænd, når hun er på arbejde – og de gør, hvad de kan for at holde hende hjemme. Men jo mere pres og social kontrol Sahar bliver udsat for, jo mere arbejdede hun.

”Jeg havde stress, fordi jeg altid gik og var bange for, at min mand og store søn var vrede på mig. Og når jeg var på arbejde, så glemte jeg det hele. Derfor tog jeg mange vagter og arbejdede utroligt meget,” fortæller Sahar.

Forældreansvar drukner i konflikter

Bayan kommer ind i familien som familiebehandler på et tidspunkt, hvor konflikterne mellem Sahar og hendes mand og parrets ældste søn er kørt op i spids

Familiens yngste søn, som på det tidspunkt var ni år, lider under de mange konflikter i hjemmet, og kommunen er så bekymret for hans trivsel og udvikling, at de overvejer at fjerne ham fra hjemmet.

”Jeg kunne se, at både Sahar og hendes mand var omsorgsfulde over for deres yngste søn. Men problemet var, at deres ansvar som forældre druknede i alle deres indbyrdes konflikter,” fortæller Bayan, hvis vigtigste mission som familiebehandler var at finde veje til at skærme sønnen.

Sahar var fra første færd meget motiveret for at modtage familiebehandling. Hendes mand derimod mente ikke, at familien havde brug for hjælp.

”Faren troede først, at jeg kun var på morens side, men efter nogle måneder indså han, at jeg også lyttede til ham. Så fik jeg lov til at komme hjem til dem, og så begyndte jeg at arbejde med hele familien,” siger Bayan.

Jeg havde stress, fordi jeg altid gik og var bange for, at min mand og store søn var vrede på mig.

Sahar, mor til to sønner

Samtaler skaber vendepunkt

Hun kunne ikke undgå at bemærke, at den ældste søns respekt for Sahar kunne ligge på et meget lille sted.

”Den store søn var ligesom resten af familien fanget ind og styret af social kontrol. Det farvede hele hans billede af Sahar. Han var overbevist om, at hun var en dårlig mor, fordi hun havde overnattet uden for hjemmet, da hun var på krisecenter. For en kvinde i en traditionel mellemøstlig familie er det stik imod traditionen,” forklarer Bayan.

Derfor besluttede hun at tage en samtale med sønnen på tomandshånd. Som familiebehandler lægger Bayan altid vægt på at møde familierne åbent og uden fordomme. Det er nemlig vejen til at vinde den tillid, som er helt afgørende for at opbygge en relation. Og det var også hendes tilgang i samtalen med den ældste søn.

”Jeg lyttede åbent til ham og anerkendte ham for, at han klarede sig så godt, som han gjorde. Det var vigtigt for mig at nuancere hans billede af Sahar og tale med ham om, at hun også klarede sig godt. At hun ligesom ham havde et fast job og havde lært at tale og forstå dansk hurtigt og godt. Og så var det også meget vigtigt for mig at fortælle ham, at konflikterne i hjemmet ikke var hans skyld,” understreger Bayan.

Bayans samtale med sønnen skulle vise sig at være vendepunkt, som betød, at social kontrol og vrede gradvist blev afløst af tillid og nærhed i relationen mellem mor og søn.

”I virkeligheden var det jo også synd for min søn. For han var lige så stresset, trist og ked af det som mig. Og lige meget, hvad han har udsat mig for, så elsker jeg ham og er stolt af ham,” siger Sahar.

Den store søn var ligesom resten af familien fanget ind og styret af social kontrol, og det farvede hele hans billede af Sahar.

Bayan, familiebehandler

Fokus på empowerment

Den garvede familiebehandler spottede hurtigt, at Sahar besad en stor indre styrke. Men det var en styrke, som blev undertrykt af angst og bekymring over at være fastlåst i et ulykkeligt og konfliktfyldt ægteskab.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde. Det var også meget relevant her. Jeg havde fokus på, hvordan jeg kunne hjælpe Sahar med at hente sine ressourcer frem og få den nødvendige styrke til at klare det dilemma, hun stod i mellem at være en god mor i mellemøstlig forstand og udearbejdende kvinde,” fortæller Bayan.

Og stille og roligt fandt Sahar modet frem til at gå fra sin mand. Og når hun mistede troen på sig selv og var helt nede i kulkælderen, var Bayan hendes livline. Hun tog altid telefonen, når Sahar ringede.

”Vi snakkede sammen, og så kom mit humør altid op igen,” smiler Sahar.

”Bayan hjalp mig ved at spørge: Hvis du går den her vej, hvad sker der så? Hun huskede mig på, at jeg ikke skulle op på toppen med det samme, men at jeg skulle tage et lille skridt ad gangen. For hvis man tager et for stort skridt, risikerer man at falde ned igen,” tilføjer Sahar, som i dag har et godt forhold til sin eksmand.

”Før Bayan kom ind i mit liv, kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg var. Mit liv var et mareridt. Jeg var angst og havde det psykisk dårligt og kunne ikke falde til ro. Bayan har hjulpet mig med at finde min selvsikkerhed frem og sige nej til det, jeg ikke vil.”

Før Bayan kom ind i mit liv, kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg var. Mit liv var et mareridt. Jeg var angst og havde det psykisk dårligt og kunne ikke falde til ro.

Sahar, mor til to sønner

Forandringer kommer ikke af sig selv

Sahars personlige udvikling har været afgørende for, at hun sammen med Bayan formåede at holde fokus på det vigtigste. Nemlig at være en god mor for sin yngste søn og skærme ham for konflikterne i hjemmet.

I forløbet fandt Bayan forskellige artikler frem, som hun opfordrede Sahar til at læse. Artiklerne, som bl.a. handlede om mor-barn forholdet og hvordan man snakker med en teenager, brugte Bayan som afsæt for en fælles refleksion over opdragelse, forældrerolle og personlig udvikling.

Sahar tog med kyshånd mod alle input og inspiration fra sin familiebehandler.

”Man skal være stærk og samarbejde med både sin sagsbehandler og familiebehandler og knokle for at blive bedre. Man skal selv komme på banen og tænke over de forandringer, man vil lave. De kommer ikke af sig selv. Bayan har hjulpet mig til at stå op for mig selv og være en mor, der sætter grænser og lærer sine børn at tage ansvar,” fastslår Sahar, som netop er flyttet ind i en lejlighed sammen med sin yngste søn.

”For nylig var jeg til møde på hans skole, og de sagde, at jeg kunne være rigtig stolt af min søn. Han er stabil, ansvarlig og har altid skoletasken i orden,” siger Sahar, som stadig husker på Bayans gode råd.

”Jeg har lært, at man godt kan være en god mor, selvom man siger nej og sætter grænser. Min søn behøver ikke at have den nyeste iPhone for at have det godt. Det vigtigste for min søn er tryghed,” understreger Sahar og tilføjer med et stort smil: ”Og en mor, der er glad.”

Af hensyn til anonymitet er Sahar et opfundet navn

Mange forældre står i denne tid og skal præsentere deres barn for en ny hverdag – en hverdag, som kan virke kaotisk og fremmed. Børn, der før lock down  havde det svært i skolen, kan opleve, at det er blevet endnu mere udfordrende at skulle i skolen.

I Memox ved vi, at det kan være en udfordring for dig som forælder at hjælpe dit barn i skole. Vi ved, at du som forælder gør alt for at beskytte dit barn i mødet med de krav, som barnet ikke selv har mod på at håndtere. Derfor har vi formuleret nogle gode råd, der kan støtte dig i at få dit barn tilbage i skole efter en periode med lock down.

10 gode råd til, hvordan du kan støtte dit barn

1. Tal med dit barn om hendes/hans ønsker – Italesæt de rammer, du allerede kender til. Spørg derefter dit barn: Hvad er det værste, der kan ske? Hvad drømmer du om, der kan ske? Ved at du taler med dit barn om de forskellige scenarier, kan du gøre ham eller hende tryg, i og med barnet oplever, at det godt må sige og fortælle om det, der er svært.

​2. Inddrag barnet i målsætningen – Ved at inddrage barnet giver du medbestemmelse, og barnet kan bedre leve op til målene. Det overordnede mål kan være at skulle tilbage i skolen.

3. Sæt små mål, så barnet kan se, at I sammen er på rette vej – barnet har brug for at opleve succes. Opsæt derfor små, konkrete mål, som du VED, at barnet kan lykkes med, og anerkend, at barnet prøver undervejs.

4. Sæt en tydelig ramme med klare aftaler – Det kan f.eks. handle om morgenrutinerr: Hvornår skal barnet stå op, spise morgenmad, pakke skoletaske og ud ad døren? Det kan du vise med billeder og ved tydelige tidsintervaller.

5. Elsk, anerkend og ros dit barn – Alle børn er gode til noget! Man kan være en god ven, man kan være god til at hjælpe andre, til at være fokuseret, kærlig, sød osv. Det er vigtigt, at dit barn mærker, at du er opmærksom på, hvad barnet kan og er god til. Så husk at ros og anerkend. Elsk dit barn, simpelthen fordi dit barn er skønt, som det er.

6. Tro på, at det kommer til at lykkes – Det, man gør, bliver man god til. Tro på, at du nok skal få dit barn i skole igen. Det vil dit barn kunne mærke. Bliv ved, selvom du oplever modstand – giv ikke op.
7. Husk at fejre jeres succeser – Undervurder ikke vigtigheden af, at det giver positiv energi at fokusere på det, der lykkes. Husk at fejre, når I kommer i mål.

8. Se fremad – Det er vigtigt ikke at hænge fast i fortidens negative oplevelser. Fokusér din energi på at skabe en anden nutid og en ny start for dit barn.

9. Inddrag lærere og pædagoger – Der er fagpersoner omkring dit barn, som kan være gode at inddrage i din plan for at få dit barn tilbage i skole. De kan støtte dig i at sikre en god aflevering. Ved at inddrage dem i jeres plan, kan de være medspillere i at lykkes med at nå målet. Giv udtryk for, hvilke behov du har og hvad du forventer af dem, og hav forståelse for, at det faglige personale løber rigtigt stærkt for at få den nye dagligdag til at hænge sammen på en fornuftig måde for børnene.

10. Giv ikke op – Det vil komme til at lykkes at få dit barn i skole igen – du skal tro på det. Jo mere sikkert og trygt et miljø, du laver om dit barn, jo mere vil barnet turde udfordre sine grænser.

Det er vigtigt, at man hjælper familien med at finde hinanden igen efter anbringelsen. Sådan lød ét af budskaberne, da der til Faglig Fredag i København blev sat fokus på, hvordan man lykkes med den gode hjemgivelse, når årsagen til anbringelsen ikke længere er aktuel.

Lotte Pavic har mere end 15 års erfaring på myndighedsområdet, og hun har haft mange anbringelsessager forbi sit kommunale skrivebord. Hun var inviteret indenfor til Faglig Fredag for at fortælle om den gode hjemgivelse set fra en socialrådgivers perspektiv.

Lotte Pavics udgangspunkt er, at barnet har det bedst derhjemme – medmindre der er tale om de sager, hvor der absolut ingen tvivl er om, at barnet SKAL forblive anbragt.

”Vi skal altid spørge, hvorfor blev barnet anbragt og undersøge, om årsagerne til anbringelsen stadig er til stede. Hvis de ikke er, hvad taler så imod at barnet skal hjem igen?” sagde Lotte Pavic og tilføjede:
”De lykkelige anbringelser er meget sjældne. De fleste undersøgelser viser, at det er fåtallet, der har en god barndom uden for deres hjem. Og vurderer man som myndighedssagsbehandler, at barnet skal hjem, så skal man arbejde på det. Men misforstå mig ikke. Hvis forholdene i hjemmet er indlysende bekymrende, skal barnet selvfølgelig ikke hjem,” understregede hun.

Hjemgivelse med barnets behov i fokus

Et anbragt barn eller ung kan først flyttes hjem, når kommunen har truffet en afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.

Når et barn har været anbragt uden for hjemmet, men igen skal hjem, skal det ikke ske fra den ene dag til den anden. Af hensyn til barnet skal der være en overgangsperiode, hvor barnet kan vænne sig til at skulle tilbage til hjemmet, og hvor myndighed sammen med familien laver en plan for hjemgivelsen.

”Vi skal sikre, at det gode arbejde, der er lavet omkring anbringelsen, kan fortsætte, og så er det afgørende, at man kan finde et tilsvarende skoletilbud i nærmiljøet – ligesom vi skal se på, om barnets behov – evt. med støtte i hjemmet – kan dækkes. Og så skal vi huske på, at den gode hjemgivelse altid forudsætter, at den skal give mening for barnet,” fortalte Lotte Pavic, som desuden fremhæver samarbejdet med forældrene som helt afgørende for en vellykket hjemgivelse.

”Det er min erfaring, at hvis man viser forældrene anerkendelse for de ting, som fungerer, så kan man opbygge den nødvendige tillid. Men samtidig er det også vigtigt, at man som myndighed har modet til også at holde fast i de ting, der ikke fungerer, og siger til forældrene, at vi skal kunne stole på, at I gør dét og dét. Hvis forældrene samarbejder, og vi samtidig har en støtteperson eller familiebehandler på hjemme hos familien, så har vi en vej frem,” fastslog Lotte Pavic.

Hvis forældrene samarbejder, og vi samtidig har en støtteperson eller familiebehandler på hjemme hos familien, så har vi en vej frem.

Lotte Pavic, socialrådgiver

Forståelse for sorgen

Men hvordan er det så, at man som familiebehandler kan støtte op om den gode hjemgivelse og hjemgivelsesplanen? Det gav to af Memox’ erfarne familiebehandlere, Lida og Fadia, deres bud på ved at fortælle om en konkret indsats i en familie.

Familien består af far, som efter pigernes mor var afgået ved døden, havde giftet sig på ny. Hurtigt derefter kommer en ny baby til. De to døtre af første ægteskab anbringes, fordi de siger, at far slår.

”Vi kom ind i familien tre måneder efter, at familiens to døtre var blevet anbragt, og vi mødte en far og en stedmor, som var i dyb, dyb sorg,” fortalte Fadia.

Det vigtigste i første omgang var at skabe tillid. Derfor arbejdede de to familiebehandlere fra dag ét ud fra en anerkendende tilgang.

”Vi mødte dem med forståelse for deres sorg over at have fået døtrene anbragt, og så satte vi ind med bevidstgørelse: Hvad er der sket? Hvordan er det endt, som det er? Kunne det være, fordi pigerne følte sig svigtet eller traumatiseret? Vi viste dem, at det ikke nødvendigvis var dem, der var problemet, men at omstændighederne var problemet,” forklarede Fadia videre.

Faren var opdraget til, at børn skulle være stille og altid vise deres far respekt, så han skulle lære at være far for sine piger på en ny måde.

Lida, familiebehandler

Modet til at tale om de svære følelser

Ifølge planen for hjemgivelse, kom pigerne hjem stille og roligt og lidt ad gangen, alt imens de to familiebehandlere hjalp med at skabe struktur i hjemmet, så der var en tryg og genkendelig hverdag for pigerne, herunder også et hyggeligt børneværelse at komme hjem til.

Selvom forældrene glædede sig til at få børnene hjem igen, så var det også svært, fordi de var bange for, hvad den ældste pige ville sige til kommunen, når hun nu én gang havde fortalt, at de blev slået.

”Det allervigtigste for os var derfor også at give familien modet til at turde tale om alt dét, der var svært og at skabe et rum for, at man kan tale ærligt om, hvad man føler og være tryg ved det,” understregede Fadia som brugte følelseskort som redskab til at hjælpe både børn og voksne med at sætte ord på alle de svære følelser.

Forståelse skaber tillid

Lotte Pavic er enig i, at det er meget vigtigt netop at arbejde med de følelser, der er på spil hos både forældre og børn i forbindelse med en hjemgivelse.

”Når man hjemgiver, skal man huske på, at der fx kan være rigtig meget vrede hos barnet. Hvorfor gav I op? Hvorfor passede I ikke på mig? Hvorfor blev jeg anbragt? I hjemgivelsesperioden er det derfor vigtigt, at man arbejder på, at familien finder hinanden igen,” sagde Lotte Pavic.

Hun gør sig altid umage med at vise, at hun har en forståelse for familiens baggrund, og at hendes værdier ikke er bedre end deres.

”Forståelsen for de familier, vi samarbejder med, er helt afgørende. Når vi som myndighed lukker indsatsen, følger vi ikke med i, hvordan det går efterfølgende. Derfor er det vigtigt, at vi når dertil, hvor familierne har nok tillid til at henvende sig til os, hvis de har brug for hjælp igen,” understregede Lotte Pavic.

Ses vi til Faglig Fredag i Memox?

Sæt kryds i kalenderen den første fredag i hver måned kl. 15-17, hvor Memox inviterer indenfor til to timer med både faglige og personlige oplæg om et aktuelt emne inden for det socialfaglige arbejde med udsatte børn, unge og familier.

Faglig Fredag henvender sig til fagpersoner som socialrådgivere, pædagoger og lærere, men alle interesserede er velkomne.

Det er gratis at deltage, og vi byder på drikkevarer og lidt snacks.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, eller følg os på vores sociale medier og hold øje med, hvilke spændende emner vi har på programmet.

Vi glæder os til at se dig – og tag gerne din kollega med under armen!

Josefina har sammen med Pakeeza og Joseph sat ind i en indsats med familiebehandling på at fremme trivslen for tre børn, som var alvorligt klemt i en heftig konflikt mellem deres forældre.

Josefina husker, hvordan hårde ord fyger som hagl frem og tilbage over bordet mellem forældrene, den første gang hun møder familien.

”Fra første færd er sagen konfliktfyldt og fuld af gensidig mudderkastning mellem forældrene. Far vil skilles, men mor vil ikke. Hun er bange for, hvad der vil ske med hendes opholdstilladelse, når hun pludselig står alene i Danmark som fraskilt. Dertil kommer den skam, hun føler, at en skilsmisse vil lægge på hendes skuldre,” fortæller Josefina.

Børnene skal skærmes

Efter det første møde bliver Pakeeza, én af Memox’ erfarne familiebehandlere, matchet på sagen.

Sammen med mor går Pakeeza i gang med at arbejde med de handleplansmål, som sagsbehandler har udarbejdet med et helhedsorienteret blik for, at mor har brug for både praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte for at opnå større selvstændighed.

Pakeeza har desuden fra dag ét i familien været optaget af at skærpe morens forståelse for, hvor vigtigt det er at skærme børnene for de mange konflikter i familien.

”Ingen børn skal udsættes for at blive tilsidesat og være som lus imellem to negle i forældrenes konflikter. Det talte jeg en masse med moren om. Og så gav jeg hende mulighed for at lette sit hjerte for ad den vej at nå frem til, hvad hun kunne gøre for sig selv. Det var klart fra begyndelsen, at hun havde brug for at stå på egne ben for at kunne være noget for sine børn,” fortæller Pakeeza.

Ingen børn skal udsættes for at blive tilsidesat og være som lus imellem to negle i forældrenes konflikter.

Pakeeza, familiebehandler

Til rådighed 24/7

I Memox står familiekonsulenterne til rådighed 24/7. Det betyder, at familierne har mulighed for at få fat i hjælp døgnet rundt, hvis der skulle opstå et alvorligt problem, de ikke selv kan håndtere.

Pakeezas oplevede, at moren ringede på alle tidspunkter af døgnet for at vende selv små praktiske hverdagsproblemer. Det brugte hun som anledning til at snakke med moren om nødvendigheden af at kunne træffe beslutninger på egen hånd.

Pakeeza har igennem hele forløbet lyttet til morens bekymringer og hjulpet hende med at åbne for nye perspektiver på et selvstændigt liv og hendes muligheder som borger i Danmark. Samtidig har hun hjulpet mor med alle mulige praktiske ting fra opholdstilladelse til tandproblemer.

“Og når Pakeeza har haft behov for det, så har hun fået tanket ny energi via både sin supervision og den løbende dialog med mig. Og så er hun gået tilbage og har lyttet til mor og vist hende de mange alternativer, der findes til at sidde hjemme og sørge over sit forliste ægteskab,” fortæller Josefina.

Bygger bro mellem forældre

Halvvejs i forløbet når Josefina og Pakeeza sammen med Memox’ faste supervisor, psykolog Anne Kaplan, frem til, at det vil være hensigtsmæssigt, at faren får tilbudt en mandlig familiebehandler fra Memox. Én af Memox’ faste familiebehandler, Joseph, bliver sat på sagen. Det medvirker til, at farens frustration daler.

”Faren havde oplevet, at der var stort fokus på ekskonen, og han følte sig overset. I første omgang prøvede jeg at skabe tillid ved blot at lytte til ham og stille spørgsmål, Og på den måde fik han oplevelsen af at blive set og inddraget,” fortæller Joseph og tilføjer:

”Jeg så det som en vigtig mission at bygge bro mellem mor og far for at skabe en fælles forståelse omkring børnene og deres trivsel. Ligesom moren elskede faren sine børn og ville meget gerne have samvær med dem. Så jeg rettede fokus mod denne fælles kærlighed og på, hvordan de begge bedre kunne tilgodese børnenes behov. Begge forældre talte dårligt om den anden og brugte børnene som sendebud. Derfor samlede vi forældrene til et familiemøde, hvor vi satte fokus på, hvorfor det er belastende og stressende for børn at blive brugt som sendebud.”

Jeg så det som en vigtig mission at bygge bro mellem mor og far for at skabe en fælles forståelse omkring børnene og deres trivsel. Ligesom moren elskede faren sine børn og ville meget gerne have samvær med dem. Så jeg rettede fokus mod denne fælles kærlighed og på, hvordan de begge bedre kunne tilgodese børnenes behov.

Joseph, familiebehandler

Fleksibilitet hos både Memox og kommune

Faren har skæve arbejdstider. Derfor planlægger Joseph sine aftaler med ham, så de passer med hans skema, og det har nogle dage været sent om aftenen.

”Det er vores erfaring i Memox, at vi kommer langt med vores familier ved at være fleksible – og det gjorde sig også gældende i den her sag,” siger Josefina, som understreger, at samarbejdet med familiens sagsbehandler også var kendetegnet ved stor fleksibilitet.

”Jeg har tit talt med sagsbehandler i telefonen om aftenen uden for normal arbejdstid, hvor vi har vendt sagens gang – og heldigvis også fået grinet en masse sammen.”

En del af vores indsats har handlet om at genskabe morens tillid til, at far kan tage sig af børnene, når han har samvær med dem.

Josefina, socialfaglig koordinator

Magisk at opleve forandringerne

Efter nogle uger går moren med til skilsmisse og efter skilsmissen er gået igennem, bliver morens opholdstilladelse forlænget. Forældrene er begyndt at tale sammen igen, og faren starter på samvær med børnene.

”En del af vores indsats har handlet om at genskabe morens tillid til, at far kan tage sig af børnene, når han har samvær med dem,” fortæller Josefina.

Og det mål når Memox i land med. Det samme gælder for handleplanens øvrige mål. Det betyder, at Memox kan lukke sagen efter omkring otte måneder, hvor sagsbehandler vurderer, at børnenes trivsel er sikret.

Til det sidste møde med familien er frustrationsniveauet helt i bund. Forældrene formår nu at kommunikere roligt med hinanden. De er nået frem til en fælles forståelse for, at de er nødt til at samarbejde om børnene, så de ikke bliver klemt i deres splittelse.

”Det er magisk at opleve de forandringer, der er sket i familien – og fantastisk at høre far sige: ”Jeg har tænkt over, at mor skal bakkes op, og vi skal have fælles regler for børnenes skyld”,” slutter Josefina.

Sprog hjælper os med at forstå verden. Og studier peger på, at mennesker, der mestrer flere forskellige sprog, har nemmere ved at anskue verdenen fra flere kulturelle perspektiver. Den karakteristik passer perfekt på afghanskfødte Joseph , som også trækker på sine erfaringer som flygtning i sit arbejde som familiekonsulent i Memox.

Når man spørger Joseph, hvor mange sprog han behersker, svarer han beskedent på et formfuldendt dansk, der danser blidt over sprogets vokaler:

”Jeg kan da lidt sprog. Jeg kan dari, som tales i både Iran og Afghanistan som forskellige dialekter. Og så taler jeg pastho, tyrkisk, russisk, dansk og engelsk.”

De mange sprog har 43-årige Joseph fået med sig fra en omfarende barndom med en far, der arbejdede som diplomat i forskellige lande.

Men russisk, som han taler flydende, det har han lært sig som flygtningebarn, efter han som 13-årig årig flygtede med sin familie fra eksplosioner og bomberegn over Kabul til Rusland, hvor familien var i eksil i 5 år.

Modtaget med åbne arme

Som 18-årig landede Joseph sammen med sin mor og to brødre i Danmark, hvor faren havde fået asyl.

De blev modtaget med åbne arme af en dansk familie, som var nabo til asylcentret i Frederikssund.

”De blev vores netværksfamilie. De præsenterede os for den danske kultur og det danske samfund. Deres kærlighed og omsorg er et billede på det Danmark, jeg kender i dag. De er stadig vores gode venner. Så vi var virkelig heldige, og det er jeg taknemmelig for” siger Joseph med et smil.

Støtter forældrenes kamp

Som familiekonsulent i Memox bruger Joseph både sin sproglige og kulturelle baggrund. Og så trækker han aktivt på sin egne livserfaringer, og især de oplevelser, han har med sig fra sin tid som flytning, spiller en stor rolle.

Mange af de familier, han som familiebehandler er sat i verden for at hjælpe til større trivsel, har nemlig traumer og andre tunge oplevelser med sig i bagagen, som spænder ben for dem, når de skal starte et nyt liv i Danmark.

Og her kan Joseph træde til med et skarpt blik for de problematikker, der er på spil.

”De fleste, der har oplevet krig eller andre former for chokskabende oplevelser, bliver hæmmet i forhold til deres tanker og trivsel, fordi traumerne hiver personen tilbage til de oplevelser, de har haft. De bruger ofte så meget energi på at tackle deres oplevelser, at der kun er meget lidt overskud tilbage til at varetage rollen som forældre. Jeg kommer ud til familier, som har viljen til at komme videre, men som hele tiden kæmper med sig selv og fortiden – og med at være en god nok mor og far. Og den kamp, støtter jeg også,” fortæller Joseph.

Jeg kommer ud til familier, som har viljen til at komme videre, men som hele tiden kæmper med sig selv og fortiden – og med at være en god nok mor og far. Og den kamp, støtter jeg.

Joseph, familiebehandler

Mærker lykken

Selv har han fået bearbejdet sine egne oplevelser fra fortiden, da han studerede filosofi på Københavns Universitet.

”Jeg var så heldig, at jeg havde en professor, som arbejdede med de her emner rent eksistentielt. Jeg havde samtaler med ham, og ad den vej fik jeg enormt meget støtte og hjælp. Og studierne i sig selv har hjulpet mig med at kunne reflektere over de svære øjeblikke. Og nu, hvor jeg arbejder med traumatiserede familier, kan jeg se, at de ikke har haft den mulighed, men i stedet synker ned i minderne,” siger Joseph eftertænksomt.

Han ser sig selv som en slags forandringsagent, der skal hjælpe familierne med at skabe en bevægelse fra fortiden til fremtiden, som hjælper dem med at genvinde lykken.

”Jeg tænker, at i bund og grund leder alle mennesker efter lykke, og når der er et problem, så er det lykken, der bliver stjålet fra det enkelte menneske eller familien,” siger Joseph og fortsætter:

”Når det lykkes mig at opfylde de forventninger, jeg har sat for dagen, går jeg glad hjem. Men der er også dage, hvor jeg føler, at jeg flyver hjem. Af glæde. Det er de dage, hvor der er sket noget, der er så stort for familien, at jeg mærker lykken inden i mig selv, fx som da en mor, som jeg var støtteperson for, fik at vide, at hun får sine børn tilbage fra anbringelse. Hun havde udviklet sig enormt meget og var begynde at trives og blive meget mere selvbevidst og aktiv. Hun var lykkelig, og det var jeg også.”

Til Faglig Fredag i Memox fortalte Zeinab Mosawi historien om sit liv og sin stædige kamp for selvbestemmelse, som hun også har skildret i bogen Himlen over min fars tag, som handler om den genopdragelsesrejse hun mod sin vilje blev sendt på af sine forældre.

Flere og flere unge søger hjælp, fordi de frygter at blive sendt på genopdragelse i forældrenes hjemland. Eller fordi de som Zeinab allerede er blevet udsat for et ufrivilligt ophold.

Det oplever de i Red Rådgivning, som  er et landsdækkende tilbud om professionel rådgivning om æresrelaterede konflikter. 

Det vigtigste er at forebygge genopdragelsesrejserne. For det er generelt utroligt svært at hjælpe de unge hjem igen. Det understreger Ulla Steno, som er socialrådgiver i Red Rådgivning.

Men hvis det viser sig umuligt at forhindre, at den unge tager af sted, så kan man prøve at afhjælpe skaderne ved fx at lave en sikkerhedsplan og udfylde den udrejseblanket, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har udformet til unge. Man kan også give den unge en ekstra telefon og noget valuta med

”Men det er ikke nogen garanti,” fortæller Ulla Steno. 

Trækker i alle tråde

Når Red Rådgivning får henvendelser fra unge, som opholder sig ufrivilligt i udlandet, prøver de at trække i så mange tråde som muligt for at hjælpe dem. Men tit er de unge havnet i et land uden kendte gadenavne og husnumre og uden pas. Og i mange tilfælde er de unge oppe imod en religiøs lovgivning, som vægtes højere end den civile. Det betyder fx, at en far kan udstede udrejseforbud over for kone og børn.

”Når vi ikke kan hjælpe en ung hjem, plejer vi at vejlede i, hvordan den unge kan passe på sig selv. Vores råd kan fx lyde: ”Begynd at integrér dig. Tal ikke om, at du vil hjem hele tiden. Få et netværk, og indordn dig. Så kan det være, at du i sidste ende får lov at rejse hjem,” siger Ulla Steno.

Når det lykkes en ung eller et barn at komme hjem fra et ufrivilligt ophold, træder Red Center til med hjælp og støtte. Først skal det klarlægges, om den unge har akut behov for beskyttelse og sikkerhed i en af Red Centers Safehouses.

Rørt, ramt og rystet

Tit har de unge ifølge Ulla Steno været udsat for voldsomme ting under deres udenlandsophold; de er måske blevet tvangsgift og udsat for psykisk og fysisk vold. Og når de lander i Danmark igen, kan de være ekstra udsatte for æresrelateret vold eller negativ social kontrol.

”Man bliver rørt, ramt og rystet, når man beskæftiger sig med de her sager. Især dem, hvor vi ikke kan gøre noget for at hjælpe de unge hjem,” siger Ulla Steno.

Man bliver rørt, ramt og rystet, når man beskæftiger sig med de her sager – især de sager, hvor vi ikke kan gøre noget for at hjælpe de unge hjem.

Ulla Steno, socialrådgiver i Red Rådgivning

Med dæknavn på krisecenter

Da Zeinab Mosawi for syv år siden landede i Kastrup Lufthavn efter fem traumatiske måneder i sine forældres hjemland Irak og en dramatisk flugt fra sine bedsteforældres hjem i Basra, ventede en rådgiver fra Red Center på hende sammen med en sagsbehandler og en psykolog fra kommunen og to politibetjente.

Zeinab blev indlogeret på et af Red Centers krisecentre med dæknavn, overfaldsalarm og instrukser om ikke at tage kontakt med sine forældre. De fik samme aften at vide, at deres datter var blevet tvangsfjernet.

”Jeg var i chok, og det var virkelig svært at vænne mig til hverdagen på krisecentret. Men i dag er jeg glad for de mange mennesker, der greb mig og hjalp mig tilbage til et normalt fungerende liv igen,” fortæller Zeinab, som efter hjemkomsten gennemlevede en turbulent tid, hvor hun flyttede fra krisecenter til opholdssted, inden hun forsøgte at forsone sig med forældrene og flytte hjem, kun for kort tid efter at flytte på krisecenter igen, da især farens negative sociale kontrol blussede op igen for fuld styrke.

Et spørgsmål om ære

Allerede fra en meget ung alder havde Zeinab vist sine forældre i barndomshjemmet i Allerød, at nok var hun en lille og spinkel pige, men hendes viljestyrke og egenrådighed var stor.

Da hun var 13 år, valgte hun at tage det tørklæde af, som hendes forældre havde givet hende på som 9-årig.

”At jeg ville af med tørklædet, blev et spørgsmål om ære. Det var no go for min far og udløste et kæmpe skænderi. Mine forældre ville danne mig efter deres værdier og normer. Men jeg ville have retten til at være mig selv og have del i det samme liv som mine venner. Det endte med, at jeg gik i skole uden tørklæde,” fortæller Zeinab.

Derfra tog konflikterne og skænderierne kun fart hjemme i rækkehuset i Allerød. Indimellem eskalerede de i regulær vold fra farens side. Da Zeinab var 16 år, gav hendes forældre hendes pludselig i en periode lidt friere tøjler. Zeinab var forvirret, men glad. Det skulle imidlertid vise sig, at forældrene blot havde lagt en fælde ud for at lokke hende med på vinterferie – en ferie, som blev starten på et fem måneder langt mareridt.

At jeg ville af med tørklædet, blev et spørgsmål om ære. Det var no go for min far og udløste et kæmpe skænderi. Mine forældre ville danne mig efter deres værdier og normer.

Zeinab Mosawi, forfatter

Det største svigt

Med beskeden om, at der var problemer med hendes pas og opholdstilladelse, efterlod faren hende alene hos sin meget religiøse familie i Karbala i Irak

“Det er nok det største svigt, jeg har oplevet,” husker hun.

Efter tre måneder i farbrorens hus med daglig religiøs indoktrinering og trusler om vold og tvangsægteskab hængende over hovedet, lykkedes det Zeinab at få lov til at flytte til sine morforældres hus i Bashra. De var mere frisindede. Og de havde computer og mobiltelefon. Det blev hendes livline.

Selvom hendes færden på internettet blev overvåget, gik hun på sin hotmail og fik kontakt til en psykolog fra kommunen, hun tidligere havde gået hos. Hun fik at vide, at der ikke var noget i vejen med hverken hendes pas eller opholdstilladelse, og at udenrigsministeriet arbejdede på at få hende hjem.

Fra da af fulgte en mailkorrespondance med myndigheder hjemme i Allerød og den danske ambassade i Irak. Langsomt tog flugtplanerne form.

Mit liv er aldrig blevet det samme

Flugten hjem til Danmark og tiden efter har Zeinab beskrevet i detaljer i sin bog Himlen over min fars tag, som udkom i foråret 2018. Bogen er et forsøg på at bearbejde tiden i Irak. Og selvom Zeinab er kommet videre, så lægger hun ikke skjul på, at hun stadig døjer med eftervirkningerne af genopdragelsesrejsen og forældrenes svigt.

”Mit liv er aldrig blevet det samme. Før Irak var jeg den glade og sjove pige. Men da jeg kom hjem, var mit netværk forsvundet, og jeg var blevet meget mere tungsindig og eftertænksom,” fortæller Zeinab som stadig døjer med mareridt om sin tid i Irak.

Hun har ikke set sin far i seks år.

“Jeg føler, at det er min fars pligt at komme til mig efter, at han har udsat mig for oplevelser, der har gjort mit liv så svært,” siger Zeinab, som til gengæld har tilgivet sin mor.

Insisterer på sin integritet

Det er vigtigt for hende at holde kontakten til moren. Men lige så vigtigt er det for hende fortsat at insistere på sin personlige integritet og selvstændighed.

”Jeg siger fra over for min mor, når hun prøver at kontrollere mit udseende. Men jeg prøver at inddrage hende så meget som muligt i mit liv. Jeg vil gerne have, at min mor ser, hvordan jeg er, fremfor at alle mulige skal komme og fortælle hende det.”

Og én ting er sikker:

”I dag har jeg altid mit pas med mig – lige meget om jeg så går i Netto. For jeg tænker altid: Hvad nu hvis min mor tager mit pas igen?”

Genopdragelsesrejser er rejser, hvor en ung ufrivilligt bliver sendt til forældrenes oprindelsesland eller i andet land med henblik på adfærdsregulering. Andre ufrivillige udlandsophold dækker over ufrivillige rejser med henblik på f.eks. at blive forlovet eller tvangsgift eller tilfælde, hvor den unge efterfølgende forhindres i hjemrejse.

National Handlingsplan: Forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

I begyndelsen af sit arbejdsliv stod Rikke bag en købmandsdisk. I dag læser hun til socialrådgiver og arbejder som familiebehandler i Memox på Fyn. Og der er ikke så langt fra købmandsdisk til familiebehandling, som man skulle tro. Det handler alt sammen om relationer.

”I en købmand møder du mange typer mennesker – ældre, unge og udsatte – lige dér, hvor de er. Min tid i købmandsbutikken er grobund for, hvor jeg er i dag, hvor det også i høj grad handler om at møde folk, netop der, hvor de har behov for det,” fortæller 43-årige Rikke, som også kan skrive sælger af software til ordblinde på sit cv.

Familiebehandler med metodefrihed

I 10 år kørte Rikke landevejene tynde på vej ud til landets kommuner. Og hun nød friheden. Men der var noget, der manglede. Hvad det var, pejlede hun sig ind på, da hun i en periode arbejdede som frivillig i Headspace – et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

”I mit job som sælger var jeg med til at gøre en forskel for ordblinde. Men jeg ville gerne have hænderne helt ned i mulden og hjælpe mennesker mere direkte til at rykke sig i livet. Derfor besluttede jeg mig for at søge ind på socialrådgiverstudiet,” fortæller hun og fortsætter:

”Da Memox startede op på Fyn var jeg så heldig at komme ind som familiekonsulent. Og jeg mærkede hurtigt, at det bare var dét, jeg skulle ved siden af studierne. Jeg får energi af at arbejde med at skabe muligheder og udvikling hos andre.”

Jobbet som familiebehandler byder på den samme følelse af at være sin egen boss, som Rikke oplevede i sin tid som kørende sælger.

”Vi arbejder selvfølgelig ud fra mål i handleplanen. Men det, der er særligt for Memox, er, at vi har metodefrihed. Det vigtigste er at opfylde målene, ikke hvordan vi gør det. Nogle gange arbejder jeg slavisk med målene. Andre gange starter jeg et helt andet sted alt afhængig af, hvad der aktuelt giver mening for familien, ” fortæller Rikke.

Præget af den multietniske tilgang

Rikke er vokset op i en traditionel kernefamilie på Fyn. Med sit lyse hår og blå øjne ser hun meget etnisk dansk ud blandt sine multietniske kolleger i Memox.

”Sommetider kan det give rigtig god mening, at jeg kommer ud til en familie med min danske baggrund, for det kan hjælpe integrationen at få lidt mere dansk ind i hverdagen. Men samtidig er jeg meget præget af den multietniske tilgang, vi har i Memox. Til personalemøder sætter jeg mig altid bevidst ved siden af kolleger med en anden etnisk baggrund for at lære af dem. På den måde bliver jeg  bedre til at forstå de kulturelle forskelle, der kan være i familierne.”

Hvis der er for meget, der forstyrrer og skaber kaos omkring skrøbelige og sårbare familier, kan det være svært at skabe den ro, der er nødvendig for at hjælpe dem. Derfor kan jeg godt lide at være med hele vejen rundt og have kontakten til fx kommunen, skole og jobcenter

Rikke, familiebehandler

Med hele vejen rundt

Omkring mange af de udsatte familier, som Memox samarbejder med, kan der tit være brug for en hjælpende hånd til at koordinere indsatserne omkring familien – og selvom det er familiearbejdet, Rikke brænder for, så påtager hun sig gerne koordineringsarbejdet.

”Hvis der er for meget, der forstyrrer og skaber kaos omkring skrøbelige og sårbare familier, kan det være svært at skabe den ro, der er nødvendig for at hjælpe dem. Derfor kan jeg godt lide at være med hele vejen rundt og have kontakten til fx kommunen, skole og jobcenter,” forklarer hun.

Og arbejdsglæden, den finder Rikke i dag, når hun på nært hold oplever både små og store fremskridt hos de familier, hun arbejder med:

”Det behøver ikke være et kæmperyk, men bare jeg kan se, at der lige er flyttet lidt, skruet på en lille knap, at mor gør en ny lille ting, der fremmer børnenes trivsel, så går jeg med armene i vejret og tænker ”Yes! Endnu en god dag!”